17 dage inden afrejse.

TRANG, RCN:

Hey!

Jeg hedder Trang. Jeg bor i Odense, og jeg er blandt de seks elever, der er udvalgt til at gå på Red Cross United World College, der ligger i Norge. Du har måske nok allerede fået en fornemmelse for, hvilket slags koncept UWC er, gennem diverse forklaringer og præsentationer på denne blog. Jeg vil først og fremmest fortælle lidt om, hvordan vi 16 unge overhovedet er nået her, samt hvilke tanker, man gør sig, når man er så tæt på afrejse.
Det er således, at vi, udvalgte elever, har været igennem to ansøgningsrunder.
Efter ansøgningsdeadline, der ligger i slutningen af februar, bliver alle ansøgere inviteret til 1. runde. Man deltager i nogle forskellige workshops, hvorefter der er en lille hyggelig samtale med udgangspunkt i ens ansøgning.
Det fede ved 1. runde er, at det er tidligere elever, der afholder ansøgningsrunden, hvilket gør stemningen mere afslappet og mindre formel. De kender til den nervøsitet og anspændthed, der forekommer, når man skal udvælges til noget. Jeg vil da også påstå, at det er en fordel, fordi de ved hvad det handler om.
Hvis man er så heldig at nå videre til anden runde, bliver man indkaldt til et lille 20 min. interview i KBH med nationalkomiteén. Hvis man endnu engang er så heldig, så er man en af de udvalgte. Hurra! - siger man så. Eller hvad?
Ærligt talt, så husker jeg ikke så meget fra den dag, hvor jeg åbnede mit optagelsesbrev. Jeg var lidt i ekstase, gik rundt og smilede for mig selv hele tiden. Men hvordan har en person, der skal til udlandet, det i perioden mellem optagelse og afrejse?

Tja, når det gælder afsked, så er der jo altid nogle ambivalente følelser, der kommer i spil.
Man åbner brevet, ser at man er optaget, jubler på livet løs i noget tid, hvorefter man falder ned og begynder at gruble lidt. Man sidder og overvejer, hvordan fremtiden kommer til at se ud. Hvordan holder man kontakt med familie og venner? Man tænker lidt på, om man har de samme venner, når man kommer hjem - hvis man kommer hjem igen?
Tusinde tanker flyver rundt i hovedet på en, for: yes, man er optaget, men nu er det ikke ønsketænkning længere, nu skal man forholde sig til alle de ting, der er forbundet med at tage afsked. Jeg vil dog påstå, at det dog alligevel ikke uoverkommeligt svært, for UWC gør en glad og helt ekstatisk. Det faktum, at der er noget helt nyt og anderledes i vente gør, at man er mere excited end ked af det. Hvorfor skulle man også være ked af det?
Det lyder måske kynisk, men det er jo en fantastisk mulighed for at prøve sig selv af og prøve en helt anderledes gymnasieoplevelse. Det betyder dog ikke, at man ikke er lidt neder over at forlade sin familie og sine venner, selvfølgelig ikke.

UWC gør en helt glad og ekstatisk, skrev jeg. Hvorfor?
For det første, fordi man får lov til at få en anderledes ungdomsoplevelse. Det er jo helt vildt, at der er 80 forskellige nationaliteter på sådan en skole.
For det andet, fordi man allerede fra optagelse bliver kontaktet af en 2. årselev, enten via mail eller opkald. Det er meget sjovt, for et par dage efter offentliggørelsen af de nye danske elever på den norske skole, blev jeg pludselig kontaktet af en 2. års elev fra Nicaragua. Jeg synes bare, at det fortæller lidt om hvad UWC har at byde på. Prøv at tænk at blive ven med en fra Etiopien, siger jeg bare! Personligt glæder jeg mig til at blive ven med en afrikaner! Man føler sig utrolig velkommen i et fantastisk stort netværk, og folk er så sindssygt fede. Det er helt vildt. Vi har været på introweekend, hvor vi lærte hinanden at kende, og størstedelen af årgangen skal snart på camping. Jeg synes, at vi har en utrolig fed årgang, no doubt.

Jeg glæder mig til at komme afsted, men lige nu føles det pludselig som om, at 17 dage ikke er nok til at sige farvel. Ambivalente følelser, længe leve!