Skræmmende, spændende og sikkert også meget sundt

Det var engang i april måned sidste år, at min nu 31-årige (?) fætter fortalte mig om hans egne oplevelser med United World Colleges. Havde det ikke været for ham, tror jeg aldrig, jeg ville have hørt om denne fantastiske chance. For alt for mange mennesker har aldrig hørt om UWC, deriblandt alle mine egne bekendte. Og det er en anelse trættende i længden, at skulle svare »nej, det er ikke udveksling eller au pair« og »nej, jeg skal ikke gå i 2.g når jeg kommer hjem« gang på gang. Men kan man bebrejde folk deres uforståenhed? UWC er unikt og utroligt og meget svært at fatte, hvis man ikke er inde i det. Og det føler jeg ikke engang selv jeg er, intro-wekend og diverse internethjemmesider til trods. Jeg tror, at det er en af den slags ting, man kan forberede sig til ligeså tosset man vil, men det vil altid vise sig at være helt, helt anderledes end forventet. En foruroligende tanke? Jovist, men også pirrende.
Alt det min fætter fortalte lød utroligt spændende – holdt ud i strakt arm. UWC-scenariet var bestemt ikke en situation, jeg kunne se mig selv i i virkeligheden. Det var omkring det tidspunkt, hvor niende klasse nærmede sig, og jeg var sikker i min sag: Bagefter hed det gymnasiet! Fagligt følte jeg mig klar, så en eventuel tiende klasse skulle ’kun’ være for det sociale samværs skyld. Men efterskole-livet tiltalte mig ikke, jeg havde bestemt ikke lyst til at flytte hjemmefra. I mellemtiden har den holdning ændret sig betragteligt, og nu kan jeg ikke vente med at komme til at bo og leve anderledes! For det bliver bestemt meget anderledes, og jeg glæder mig som en sindssyg til ny livserfaring, til at lære nye måder at se verden på, til en anderledes hverdag og ikke mindst til at møde nye mennesker (to name a few). Og så glæder jeg mig til at vise de andre (og selv opdage), hvad jeg har at tilbyde, som menneske og som dansker.
Alt sammen lyder fantastisk i mit hoved, men jeg kender mig selv nok til at vide, at det også bliver hårdt. Især de første dage vil der være tider, hvor jeg vil blive stresset og overrumplet af alt for mange indtryk. Men jeg føler mig klar til at gribe denne fantastiske mulighed, og er næsten stolt over at jeg ikke er blevet skræmt væk. Bare det, at skulle leve på værelse i to år med tre fremmede piger fra alverdens lande, er så langt fra noget, jeg hidtil har oplevet, at det måske tidligere ville have afholdt mig fra at rejse. Men de uundgåelige konflikter tiltrækker mig i dag. Det er spændende at blive udfordret, og det giver et lille sug i maven at vide at min almindelig, trygge og forkælede hverdag fra Skåde bakker i dén grad vil blive rokket til – og der er ingen kære mor (i bogstaveligste forstand)!
Det er alt sammen skræmmende, spændende og sikkert også meget sundt.

Kære læser af bloggen (værende det en af dem derhjemme, en af mine årgangs-kammerater eller en eventuel kommende elev): Jeg vil forsøge at skrive regelmæssigt og forholdsvis ofte, og forhåbentligt bliver det også med billeder. Men det er vel som med dagbøger: »Jeg vil skrive hver dag!« holder en uges tid, og så går der ellers måneder mellem indlæggene. Og livet på skolen skal jo også leves mens det står på – det varer jo kun to år, desværre.