Patio party

Tine, UWC-USA:

Jeg er netop vendt tilbage fra en fire dage lang tur til et afsidesliggende naturreservat kaldet "Ghost Ranch". Jeg så ikke noget til nogen spøgelser, men jeg var på en helt fantastisk wilderness-ekspedition, hvor vi besteg et bjerg, sov i telt og spiste ulækker mad over bål. Det jeg egentlig vil dele er min første egentlige UWC-fest. Det er utroligt så hurtigt, man får venner på et UWC, så jer der er nervøse for det, kan stoppe med det nu :)

Her er det de smukke skønjomfruer, der er klar til at feste. Fra øverst til venstre, Ditha fra Indonesien, Bethany fra Costa Rica, USA og Tanzania, Mia fra Belgium/Finland, Milla fra Finland, Kelsey fra Canada, Dina fra Malaysia, mig (fra Danmark). Nederst er det Kamila fra Afghanistan og Guojun fra Singapore.
Festen var helt fantastisk, selv om jeg blev tvunget til at stå på et bord og danse til "Boten Anna", fordi det angiveligt er den skandinaviske regionssang. Heldigvis er den ikke så kompliceret som latin-dansen, den indiske regionsdans eller den mellemøstlige regionsdans. Så hurra for det!

"Oppe i Norge"....

....Der sider jeg og 5 andre "nordics" som vi er blevet døbt for enkelthedens skyld.

"Boblen" er et meget syret, underligt og overvældene sted de første par dage. Man lider af hjemve de første par dage og man gennemgår en langsom tilvænings proces og tilhørsfølelsen kommer lidt efter lidt.

Intil videre har jeg kun haft tre dages skolegang . Dog vil jeg mene at IB'en allerede har sat gang i de første bange anelser selvom mine 2. års elever siger at det ikke er noget problem.

Ellers regner det en del på det norske vestland og det holder som reglt ikke op med det samme når det først er startet.

en lille update fra det høje nord.

Stay strong and be safe

Jesper RCN 08-10

MAÑANA

Ja, her kommer så første indlæg fra mig, Natasha, der i morgen tidlig rejser til United World College of Costa Rica (UWCCR) sammen med Morten.
Dagen før dagen er altid en dag, man ser frem til. Det er ligegyldigt, om det er dagen før konfirmationen, skolestart, sommerferie eller noget helt andet. Dagen før dagen er sidste dag i ens "gamle" tilværelse, og signalerer, at den nye er lige om hjørnet.

I øjeblikket føler jeg mig lidt som "Palle alene i verden" må have gjort. Jeg har sagt farvel til atletikklubben, klassekammeraterne, barndomsvennerne og familien. I morgen tidlig rejser jeg fra mor, far og lillebror, og så er Morten mit eneste faste holdepunkt i den nye tilværelse, der venter. Det er svært at rejse fra alt det kendte og vante ud til en helt fremmed verden, og jeg har svært ved at begribe, at det er det, som jeg er i gang med.

- Samtidig glæder jeg mig selvfølgelig helt ubeskriveligt til at komme af sted til Sydens sol og (konstante) sommer, og få mit livs oplevelser i det (har jeg hørt) skønne land Costa Rica. Jeg har skrevet med mange af mine kommende skolekammerater på bl.a. Facebook, og det er helt uforståeligt, at jeg kan sige "vi ses i morgen" til dem.

Først venter der selvfølgelig en flyvetur på 14 timer med en mellemlanding og 5 timers ventetid i Newark Airport - heldigvis har jeg Morten til at holde mig med selskab.

Jeg lover at skrive igen, så snart jeg får tid - næste gang bliver det fra Costa Rica - og så ønsker jeg jer alle held og lykke med rejserne!

Jeg er i live...

En hurtig update her fra det skønne, skønne New Mexico. I øjeblikket skinner solen på fuld styrke og det er omkring 30 grader, men jeg har ikke rigtig tid til at nyde det, fordi vi alle sammen styrter frem og tilbage for at nå til forskellige introdutionsforedrag. Vi har haft nogle tests for at se, hvor gode vi var fagligt, og matematiktesten var lidt af en dræber. Jeg tror stadigvæk, jeg vil forsøge mig med Math SL, meeen det bliver nok svært.

Min roomie hedder Kim (egentlig Kimberley) og er fra Singapore. Hun er en af de her utroligt intelligente mennesker, der tager Chem, Math og Physics på HL, vældigt imponerende. Hun er også utrolig sød og åben, så det er dejligt :)

Mit værelse hører nok ikke til blandt de største, men det er hyggeligt og udsigten er fantastisk.


Jeg roder allerede, hvilket er ret fantastisk, hvis man tænker over, hvor kort tid jeg egentlig har været her.

Dagen før dagen

Hey alle læsere af bloggen! Jeg hedder Emilie og fra i morgen vil størstedelen af mit liv (i de næste to år altså) foregå i den lille by Flekke i Norge. I morgen tidlig kl. 05 skal jeg mødes med mine fem co-years i Kastrup Lufthavn for at flyve til Bergen og jeg må da indrømme at hjertet allerede er begyndt at banke en anelse hurtigere. De sidste par dage er gået med at pakke og ellers at have halv-dårlig samvittighed over ikke at gøre det (hele mit værelse skal pakkes ned, da min mor pr. 1. september flytter fra Frederiksberg til den lille by Hårlev syd for Køge). Dele af i dag har jeg dog fredet til bare at slappe af med familien og det blev til at vi gik i zoologisk have, hvilket var lidt skægt, da jeg er yngste familiemedlem :)

Jeg glæder mig sindssygt meget til i morgen. Jeg glæder mig til at møde mine værelseskammerater og de flagende 2. årselever, at se de efter sigende utroligt smukke omgivelser og til generelt at opleve den overvældende følelse af at unge fra hele verden er samlet på et og samme sted. I løbet af den sidste uges tid har jeg et par gange oplevet at jeg slet ikke har været spændt, fordi jeg simpelthen har været så træt af alle de praktiske forberedelser - den kedelige følelse og træthed er heldigvis forduftet nu og forventningens glæde og spændthed er vendt tilbage.

Jeg ønsker held og lykke til hele årgangen og jeg glæder mig sådan til at høre deres (jeres) beretninger fra hele verden og fra umiddelbart (!) mere spændende rejsemål end Flekke :)

Søvnløshed, Sommerfugle og Sartre

"Man er kun lige så god som sit projekt og de valg man træffer."

Det udtalte Jean Paul Sartre for snart et menneskeliv siden.

De valg vi har truffet diffinere os som mennesker. Og det valg jeg har truffet vedrørene UWC kommer til at være afgørende for min personlige udvikling og mennseskesyn.

Det lyder jo altsammen meget godt, men med Sartre kommer søvnløshed (i mit tilfælde) for selvom valget er truffet og flybilletten købt, så kan jeg ikke lade være med at tænke over om det nu var det rigtige valg? I min søvnløshed tænker jeg ofte på hvad mit rationale var ,en råkold søndag i marts, for at satse stort og søge UWC. Om jeg måske slet ikke var egnet, fejlvuderet af selveste UWC. Jeg afksriver dog disse bekymringer som hjernespind og ubegrundede påstande, og tænkerpå noget andet. Selvom jeg nok aldrig regner ud præcis hvorfor jeg søgte UWC, så ved jeg hvad der bar mig igennem de krævende udvælgelsesprocesser. Det var det valg jeg traf første gang jeg klikkede mig ind på www.uwc.dk. Et valg der siden er blevet min livsfilosofi. Jeg vil møde så mange mennesker og kulture som muligt. Fordi jeg mener jo flere indtryk af mennesker og kulture man får, jo mere bliver man et helt og bedre menneske.

Jeg har lidt den samme tilgang til min musik. Jo mere forskellige musik jeg lytter til og spiller, jo bedre musiker bliver jeg.

Når søvnløsheden og Sartre for tid til anden glider lidt i baggrunden, kommer sommerfuglene. De kommer snigende og og ubemærket og man opdager det først når det er for sent. den følelse af spænding og forventning for hvad der nu skal ske. Det er nu det valg ikke blot jeg, men 99 andre unge mennesker også har truffet, skal stå distancen.

Det er en dejlig ambivalent følelse, som jeg må affinde mig med lige indtil jeg og de 15 andre står på vores respektive skoler rundt om i verden.

uden for rækkevide af både Sommmerfugel, Søvnløshed, Sartre.......og bekymrede forældre (næsten da) ;)

Jesper RCN 08-10

UWC Camping 2008

Hermed første indlæg fra mig, Emil Dall, der skal til Hong Kong om 3 uger.

Den 11. august mødte ni af de nye UWC-elever op på Nyborg station, hvor turen gik videre til den længe ventede campingtur. Stemningen var høj, folk var glade og gensynet med de andre var stort - det skulle nok blive en rigtig god tur, også selvom vi manglede syv personer, som desværre blev forhindret i at komme.

Mens en gruppe gik mod Fakta for at handle ind, tog vi andre bussen ud i det fynske landskab. Efter lidt tumult med tasker, soveposer og telte var vores lejr etableret på Grønnehave Camping, lidt nord for Nyborg.
Folk var straks friske på at tage et par svømmetag i Storebælt, og jeg må sige at jeg var noget skeptisk overfor ideen. Men da Thomas fandt den lyserøde frotté-badedragt frem, må jeg sige at jeg var overtalt (prisen for bedste bade-outfit gik ubetinget til Thomas, og vi måtte alle indrømme at vi andre ikke var i nærheden af en sejr). Jeg kom under (som den sidste) og op igen (som den første) - det var koldt, men sjovt. Den forfriskende svømmetur blev straks fulgt op af andre aktiviteter som spas på hoppepuden, hvor vi alle fik udlevet vores barnlige instinkter. Det var også her, at vi formåede at ødelægge en ny-indkøbt bold, da vi forsøgte os med et spil volleyball på hoppepuden.
Aftensmaden blev grillet og indtaget i hyggelige omgivelser, sammen med vores favorit: de berømte Milk-Cakes, som vi på grund af overskredet salgsdato fik gratis fra Campingpladsen - de var et hit uden lige, og med syv kasser i overskud, var der dømt fest og ballade for resten af turen! Aftenen var reddet, og vi blev mætte (efter en refill på pølser, plus opdagelsen af at Milk-Cakes gør sig glimrende på en grill!). Vi begav os endnu en gang mod stranden. Her gik resten af aftenen med at lave bål, drikke varm kakao, riste skumfiduser og udveksle historier fra hverdagen, vores fremtidsplaner og UWC generelt.
Vi gik i seng, trætte og udkørte, men med en sjov dag i bagagen - og selvom vi i nogle telte lå lidt tæt, kom vi igennem natten nogenlunde veludhvilede.

Næste morgen var lidt grå, og for at løfte stemningen lidt, blev morgenmaden spist i TV-stuen, med OL i fjernsynet. Morgenmad gik over i frokost, og vi måtte indse, at det meste af dagen var gået med at sidde i TV-stuen (som også var køkken, og derfor havde alt hvad vi behøvede). Emil (Indien) fik samlet sig en bunke af forsvarsløse bier, der begav sig ind på vores territorie, og medmindre Campingmutter har ryddet op, er de der nok stadig i hjørnet. Efter et spil Slapjack - hvor Ursula satte på plads én gang for alle, hvem der bestemmer - og efter vi, til vores store skuffelse måtte indse, at L. Laursen desværre ikke gik videre i bueskydning, gik vi tur på stranden.
Her fandt Natasha og Thomas en "vennesten", hvis to halvdele passede sammen med uhyggelig præcision, at det var helt fantastisk. Stenen hjalp dog ikke da vi kom på afveje, og det kun var Ursula, der formåede at finde vejen hjem. Der var dog ingen af os, der fulgte efter hende, og mens vi andre gik hele vejen tilbage, kom Ursula hjem et godt stykke tid før os andre. Street-credit til Urs!

Aftensmaden blev tilberedt af de nye venner (N&T), til stor applaus fra resten af selskabet. Hyggen fortsatte med snak og kortspil, hvor Morten forbløffede os alle sammen med et korttrick, som Rikke og Tine straks var opsatte på at gennemskue. Beviset tog det meste af aftenen og fyldte op til flere paptallerkener (i mangel på papir). En anden gruppe, hvis evner inden for matematikken ikke er nær så udviklede, og dem, der var blevet for trætte til at tænke på matematik, gik i gang med diverse kort og terningespil, der varede til langt ud på natten.
Natmaden blev lavet og spist spontant, og kort før Mark O. Madsens brydekamp til OL gik på skærmen, gik de fleste af os i seng. Pga. den stjerneklare himmel, blev et par stykker ude for at kigge på universet, og vi så op til flere stjerneskud.

Næste morgen fik vi fornemt besøg fra UWC, i form af Tines mentor, der netop er færdig med sit ophold på UWC-USA. Det var dejligt at snakke om det, der venter os alle om kort tid - og få de sidste ting og spørgsmål afklaret og besvaret. Efter morgenmad og oprydning, kørte vi med bussen tilbage mod Nyborg station, hvor vi hver især begav os tilbage til vores hjemby og hverdag. Campingturen var kort men utrolig intens, og vi var i 3 dage inde i en boble af UWC. Det var en dejlig forsmag på, hvad der venter os, og jeg tror alle vi kan være enige om, at vi glæder os endnu mere nu, end vi gjorde før (hvis det er muligt!?). Vi kan vist også være enige om, at Camping 2009 allerede nu er på plakaten. Forhåbentlig med fuld deltagelse af hele årgangen, så vi kan udveksle historier fra vores første år på UWC til den tid.
Jeg vil gerne takke for en god tur, og jeg håber at vi alle kommer godt afsted på UWC. Vi ses om et år til Camping 2009!

Skræmmende, spændende og sikkert også meget sundt

Det var engang i april måned sidste år, at min nu 31-årige (?) fætter fortalte mig om hans egne oplevelser med United World Colleges. Havde det ikke været for ham, tror jeg aldrig, jeg ville have hørt om denne fantastiske chance. For alt for mange mennesker har aldrig hørt om UWC, deriblandt alle mine egne bekendte. Og det er en anelse trættende i længden, at skulle svare »nej, det er ikke udveksling eller au pair« og »nej, jeg skal ikke gå i 2.g når jeg kommer hjem« gang på gang. Men kan man bebrejde folk deres uforståenhed? UWC er unikt og utroligt og meget svært at fatte, hvis man ikke er inde i det. Og det føler jeg ikke engang selv jeg er, intro-wekend og diverse internethjemmesider til trods. Jeg tror, at det er en af den slags ting, man kan forberede sig til ligeså tosset man vil, men det vil altid vise sig at være helt, helt anderledes end forventet. En foruroligende tanke? Jovist, men også pirrende.
Alt det min fætter fortalte lød utroligt spændende – holdt ud i strakt arm. UWC-scenariet var bestemt ikke en situation, jeg kunne se mig selv i i virkeligheden. Det var omkring det tidspunkt, hvor niende klasse nærmede sig, og jeg var sikker i min sag: Bagefter hed det gymnasiet! Fagligt følte jeg mig klar, så en eventuel tiende klasse skulle ’kun’ være for det sociale samværs skyld. Men efterskole-livet tiltalte mig ikke, jeg havde bestemt ikke lyst til at flytte hjemmefra. I mellemtiden har den holdning ændret sig betragteligt, og nu kan jeg ikke vente med at komme til at bo og leve anderledes! For det bliver bestemt meget anderledes, og jeg glæder mig som en sindssyg til ny livserfaring, til at lære nye måder at se verden på, til en anderledes hverdag og ikke mindst til at møde nye mennesker (to name a few). Og så glæder jeg mig til at vise de andre (og selv opdage), hvad jeg har at tilbyde, som menneske og som dansker.
Alt sammen lyder fantastisk i mit hoved, men jeg kender mig selv nok til at vide, at det også bliver hårdt. Især de første dage vil der være tider, hvor jeg vil blive stresset og overrumplet af alt for mange indtryk. Men jeg føler mig klar til at gribe denne fantastiske mulighed, og er næsten stolt over at jeg ikke er blevet skræmt væk. Bare det, at skulle leve på værelse i to år med tre fremmede piger fra alverdens lande, er så langt fra noget, jeg hidtil har oplevet, at det måske tidligere ville have afholdt mig fra at rejse. Men de uundgåelige konflikter tiltrækker mig i dag. Det er spændende at blive udfordret, og det giver et lille sug i maven at vide at min almindelig, trygge og forkælede hverdag fra Skåde bakker i dén grad vil blive rokket til – og der er ingen kære mor (i bogstaveligste forstand)!
Det er alt sammen skræmmende, spændende og sikkert også meget sundt.

Kære læser af bloggen (værende det en af dem derhjemme, en af mine årgangs-kammerater eller en eventuel kommende elev): Jeg vil forsøge at skrive regelmæssigt og forholdsvis ofte, og forhåbentligt bliver det også med billeder. Men det er vel som med dagbøger: »Jeg vil skrive hver dag!« holder en uges tid, og så går der ellers måneder mellem indlæggene. Og livet på skolen skal jo også leves mens det står på – det varer jo kun to år, desværre.

Begyndende afskedsstress

Et indlæg fra Sønderborg, hurra! Og højst sandsynligt det sidste dette år. Jeg tager nemlig af sted allerede om halvanden uge til en eller anden (relativt, indrømmet) ukendt ørken i USA. I følge mine oplysninger er jeg den første af "The big ten" (smukt udtryk, by the way), der skal ud på rejsen. En rejsetid på 33½ time hjælper muligvis også lidt i det regnskab. Hvorfor var jeg sådan en spade, da jeg bestilte flybilletter?!? Nå sket er sket og så kan jeg bruge rigtig lang tid på at gå (okay, sidde) og glæde mig. Næste gang tjekker jeg i hvert fald lige om der er en lidt lettere afgang, jeg kan tage med.
Jeg har allerede sagt farvel til de første af mine nære venner og underligt nok var det ikke så sørgeligt. Jeg tror ikke selv, jeg har fattet, at det er sidste gang i 4 måneder jeg ser noget til dem. Jeg holder også afskedsmiddag for min familie den her weekend, så der bliver det nok en anelse mere tårevædet.

Derudover er jeg temmelig travlt beskæftiget med at fylde underlige formularer ud (stadigvæk!) og konstruere en pakkeliste. Jeg er ikke gået i gang med at pakke endnu, og jeg tror ærlig talt pakningen kommer til at ske de 3 sidste dage, jeg er i Danmark. I øjeblikket tør jeg ikke gå i gang med projektet, da det virker alt for stort og uigenkaldeligt. Jeg bevæger mig rundt i en underlig tåge af spænding, nervøsitet, lykke og dyb rædsel.

Sønderjyske hilsener fra Tine, UWC-USA '08-'10

Skype til Teamet

Hej venner.

Så er det at jeg sidder og tænker, ville det ikke også være rart hvis vi kunne snakke sammen, på en mere lydhør måde end, blog, mails, telekinese og didgeridoo. selvom en didgeridoo laver ret meget.
Jeg kom så pludselig i tanke om, mens jeg sad på en lille sten, at skype da ville være en fremragende ide.
Hvis er i er med på ideen, så gå ind på skype.dk og hent det til jeres små bærbare eller deslige.
Jeg foreslår at vi bare skrive vores skype-navne(arto-navne er dog lidt federe) som en kommentar til mit lille skriveri her, og så kan vi tilføje hinanden. lyder det ikke rart?

Jeg starter gerne, mit fikse navn er: thomas.rueskov.andersen

vi snakkes

17 dage inden afrejse.

TRANG, RCN:

Hey!

Jeg hedder Trang. Jeg bor i Odense, og jeg er blandt de seks elever, der er udvalgt til at gå på Red Cross United World College, der ligger i Norge. Du har måske nok allerede fået en fornemmelse for, hvilket slags koncept UWC er, gennem diverse forklaringer og præsentationer på denne blog. Jeg vil først og fremmest fortælle lidt om, hvordan vi 16 unge overhovedet er nået her, samt hvilke tanker, man gør sig, når man er så tæt på afrejse.
Det er således, at vi, udvalgte elever, har været igennem to ansøgningsrunder.
Efter ansøgningsdeadline, der ligger i slutningen af februar, bliver alle ansøgere inviteret til 1. runde. Man deltager i nogle forskellige workshops, hvorefter der er en lille hyggelig samtale med udgangspunkt i ens ansøgning.
Det fede ved 1. runde er, at det er tidligere elever, der afholder ansøgningsrunden, hvilket gør stemningen mere afslappet og mindre formel. De kender til den nervøsitet og anspændthed, der forekommer, når man skal udvælges til noget. Jeg vil da også påstå, at det er en fordel, fordi de ved hvad det handler om.
Hvis man er så heldig at nå videre til anden runde, bliver man indkaldt til et lille 20 min. interview i KBH med nationalkomiteén. Hvis man endnu engang er så heldig, så er man en af de udvalgte. Hurra! - siger man så. Eller hvad?
Ærligt talt, så husker jeg ikke så meget fra den dag, hvor jeg åbnede mit optagelsesbrev. Jeg var lidt i ekstase, gik rundt og smilede for mig selv hele tiden. Men hvordan har en person, der skal til udlandet, det i perioden mellem optagelse og afrejse?

Tja, når det gælder afsked, så er der jo altid nogle ambivalente følelser, der kommer i spil.
Man åbner brevet, ser at man er optaget, jubler på livet løs i noget tid, hvorefter man falder ned og begynder at gruble lidt. Man sidder og overvejer, hvordan fremtiden kommer til at se ud. Hvordan holder man kontakt med familie og venner? Man tænker lidt på, om man har de samme venner, når man kommer hjem - hvis man kommer hjem igen?
Tusinde tanker flyver rundt i hovedet på en, for: yes, man er optaget, men nu er det ikke ønsketænkning længere, nu skal man forholde sig til alle de ting, der er forbundet med at tage afsked. Jeg vil dog påstå, at det dog alligevel ikke uoverkommeligt svært, for UWC gør en glad og helt ekstatisk. Det faktum, at der er noget helt nyt og anderledes i vente gør, at man er mere excited end ked af det. Hvorfor skulle man også være ked af det?
Det lyder måske kynisk, men det er jo en fantastisk mulighed for at prøve sig selv af og prøve en helt anderledes gymnasieoplevelse. Det betyder dog ikke, at man ikke er lidt neder over at forlade sin familie og sine venner, selvfølgelig ikke.

UWC gør en helt glad og ekstatisk, skrev jeg. Hvorfor?
For det første, fordi man får lov til at få en anderledes ungdomsoplevelse. Det er jo helt vildt, at der er 80 forskellige nationaliteter på sådan en skole.
For det andet, fordi man allerede fra optagelse bliver kontaktet af en 2. årselev, enten via mail eller opkald. Det er meget sjovt, for et par dage efter offentliggørelsen af de nye danske elever på den norske skole, blev jeg pludselig kontaktet af en 2. års elev fra Nicaragua. Jeg synes bare, at det fortæller lidt om hvad UWC har at byde på. Prøv at tænk at blive ven med en fra Etiopien, siger jeg bare! Personligt glæder jeg mig til at blive ven med en afrikaner! Man føler sig utrolig velkommen i et fantastisk stort netværk, og folk er så sindssygt fede. Det er helt vildt. Vi har været på introweekend, hvor vi lærte hinanden at kende, og størstedelen af årgangen skal snart på camping. Jeg synes, at vi har en utrolig fed årgang, no doubt.

Jeg glæder mig til at komme afsted, men lige nu føles det pludselig som om, at 17 dage ikke er nok til at sige farvel. Ambivalente følelser, længe leve!

sweet :)

En måned igen og så er vi der.
Jeg kan virkelig relatere til det du har skrevet Jesper. Tror bare at jeg hopper lystigt rundt i verden af uforståenhed over det jeg skal til at opleve. Lever for tiden bare i et hul hvor jeg ikke rigtig sanser ting omkring mig pga af den enorme spændthed på det nye.

By the way, er ved at lære at lave brunsviger(dejligt fynsk) så kommer i til fyn svinger i bare forbi til kage :P

Som Chris Pontius ville have sagt: Så er vi ultra mega dudes og dudeins. Synes det er fantastisk at vi tager ud i verden, i to år, gøgler vores ass off, mens vi lærer en masse spændende mennesker at kende, og deres kulturer. Jeg er virkelig glad, og stolt over at jeg får mulighed for sådan en oplevelse. Og jeg er glad får at det er sådan en fed årgang af danskere jeg skal opleve det med. :)


Au revoir

T minus 18 dage til UWC

18 dage til jeg sammen med de 5 andre "Nordics" begynder mit UWC ophold.

Min mentale tilstand er mildest talt ambivalent. Jeg glæder mig som et lille barn det ene minut og er så spændt/nervøs det næste, at jeg ikke aner hvad jeg skal gøre af mig selv.

Dog er jeg sikker på det bliver intet mindre end fantastisk! Ikke blot for de der tager til det høje nord, men alle de andre fantastiske mennesker jeg havde fornøjelsen af at møde på vores fælles introweekend i Haslev.

The Big Ten kalder de vores årgang. Intet mindre end 16 mennesker spredes for alle vinde, de næste to år, om ganske kort tid.

Vi har sat Dansk UWC rekord for udvalgte. Noget jeg mener vi kan være rigtig stolte af.

Pas godt på jer selv og få det meste ud af jeres 2 fantastiske år

Jesper, RCN 08-10