Viser opslag med etiketten Armand Hammer United World College of the American West (USA). Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Armand Hammer United World College of the American West (USA). Vis alle opslag

lørdag den 9. maj 2009

Lidt procrastination

Tine, UWC-USA:

Jeg har lagt mærke til at jeg er ekstra god til at skrive blogindlæg, når jeg har meget travlt. Så i stedet for at læse op til min engelsk og matematik eksamen på mandag, eller skrive de 4 historieessays (No kidding. Vores lærer var så "flink" at hun "kun" gav os essays og ingen eksamen i historie), jeg skal aflevere på mandag, skriver jeg nu et blogindlæg :)

Vi er så småt ved at planlægge orientation for næste år, og jeg skal stå for at lede to wildernessekspeditioner, naturligvis sammen med andre wildernessledere. Så samtidig med at vi har eksamener næste uge, skal jeg pakke til en 4-dages tur i Ghost Ranch for at "forberede" os på området. Jeg glæder mig en smule til turen, selv om det ikke ligefrem er fantastisk at tage væk fra skolen, når man allerhelst vil nyde den sidste tid sammen med sine andenårselever.

Ellers står eftermiddagen i dag på "dormdinner", hvor vi spiser sammen med vores dorms. Vores dorm har valgt en picnicinspireret middag for at nyde den pludselige sommer. Vejret her skifter enormt meget, men de sidste par dage har vi haft 30 grader og skyfri himmel, men der er desværre ikke så meget tid til at nyde det.

I går havde jeg min præsentation i TOK. Jeg fremlagde sammen med Ingunn fra Norge om IB'en og UWC. Vi nåede frem til, at selvom vi er trætte af det travle liv her med alle lektier, tester og essays, så ville vi ikke bytte det ud med en mere chilled hverdag. Mange af eleverne fra Afrika, Asien og Latinamerika kommer her fordi de netop har mulighed for at få en god uddannelse og komme på et godt universitet. Og UWC ville ikke være UWC, hvis alle de elever valgte at blive hjemme. Som alt andet her blev præsentationen lavet i sidste sekund, men vi mente selv, vi havde gjort et hæderligt stykke arbejde.

Og, uh! Jeg er glad for at introweekenden kommer til at lægge i det skønne Sønderjylland.

Et enkelt billede fra Blind date festen. Min blind date var Shing Shing fra Hong Kong, og han er helt sikkert en af de andenårselever, jeg kommer til at savne.

Temaet var "Rockstars vs. Red Carpet", derfor den rimelig ekstreme mængde eyeliner.

Mojn herfra og vi ses i Sønderjylland!

mandag den 16. marts 2009

Project week

Tine, UWC-USA:

Det lader til at halvdelen af UWC-skolerne har været på project week, så nu kommer der altså også et indlæg om min.
På UWC-USA er ugen skruet sådan sammen, at andenårseleverne har frie tøjler til at tage hvorhen de lyster. Os førsteårselever skal på en tur arrangeret af skolen, men da valgmulighederne er mange, er der en del andenårselever, der vælger at tage på en "førsteårselevtur".
Jeg valgte at tage til Los Angeles for at lære mere om de kæmpemæssige problemer USA har med hjemløse. L.A. er af de byer i USA, hvor der er allerflest hjemløse, dels pga. klimaet, de skyhøje boligpriser og den amerikanske tro på, at så længe man drager mod vest, er man på vej til et eller andet. Der var selvfølgelig også tid til shopping, Walk of Fame, museumsbesøg, strandture til Stillehavet og en enkelt biograftur.
Meget af tiden brugte på rent administrativt arbejde i de forskellige shelters. Vi sorterede post, tøj og donationer, lavede mad eller hjalp med alment kontorarbejde. Vi kunne se at det aflastede de frivillige ikke så lidt, men de allermest givende oplevelser fik vi, når vi fik lov til at snakke med de hjemløse. Vi dansede hiphop med en gruppe hjemløse teenagere, lavede ansigtsmaling med børn af hjemløse og hørte historier om alt for hårde liv fra de voksne hjemløse.

Billeder:
Carson (USA), Kelsey (England), Sydney (USA, Frankrig, Canada) og Raustin (USA) på Walk of Fame.


Milla (Finland) og Stillehavet.

Juan René (Peru) og José (Honduras) i en eller anden episk kampscene, jeg aldrig rigtig fandt ud af hvad handlede om.

Euroæerne styrede køkkenet, så intet peanutbutter i en hel uge! Milla (Finland) og Simone (Italien).

På vej til Getty museumet

Afslapning efter en hård dag. Juan René (Peru), Jessica (Polen), José (Honduras) og jeg.

Vi havde ikke rigtig tilladelse til at tage billeder, mens vi lavede hjælpearbejde, derfor de mange afslapningsbilleder.

Tillykke til de nye 1st years!

søndag den 15. februar 2009

CLAD og Valentinsdag

Tine, UWC-USA:

Så er det endnu engang på tide at få et indlæg fra den anden side af Atlanten.
I går fandt to vigtige begivenheder sted. For det første var det jo d. 14. februar, der for amerikanerne betyder Valentinsdag skrevet med store røde og lyserøde bogstaver. En gruppe elever, der skal til Mexico og arbejde med fattige landsbybørn, udnyttede sentimentaliteten til at lave noget fundraising, så de kan købe tæpper, tøj og mad til børnene. De solgte simpelthen roser, lyserøde kort, lyserødt slik og serenadespillende musikere til alle de kunne komme i nærheden af.

Grunden, til at Valentinsdag ikke blev så fremtrædende i år, var at der samtidig foregik noget der hedder CLAD. Det står for Carribean and Latin American Cultural Day. Fredag den 13. havde de arrangeret en Valentinsdagscafé, hvor latinoerne (de fleste af dem er en del mere romantisk anlagt end en standard dansker ville være) kunne få levet deres romantiske drømme ud.

Selve CLAD foregik lørdag aften, hvor vi alle sammen klædte os ud efter dress-code'en "Sexy Salsa" og spiste mad fra regionen. Herefter var vi alle inviteret til et show om aftenen som de har brugt flere måneder på at arrangere. Det var fantastisk, underholdende og meget imponerende. Vi europæere begyndte straks at føle os lidt mindreværdige. Vi er de næste der skal afholde Cultural Day. Som mig Flora (Østrig) og Eirik (Norge) fandt ud af; Vi bliver simpelthen nødt til at udvikle en eller anden form for talent henover sommeren.

Her kommer lidt billeder fra rundt omkring:Fra min Atlantatur. Det her er udsigten fra mit hotelværelsesvindue, og sørgeligt nok et af de eneste billeder jeg fik taget på den tur.

Ditha (Indonesien) og jeg, der forsøger at leve op til "Sexy Salsa"-temaet.

De yndige tøser, Chimi (Bhutan), jeg og Flora (Østrig).

De knap-så-yndige tøser, Chimi (Bhutan), Flora (Østrig) og jeg.

En del af CLAD-showet, kaldet "Latin Aerobic". Hylende morsomt.Aldona fra Lithauen, der fremfører en meget sensuel spansk sang, (som jeg intet forstod af, men smukt var det).

Et billede fra en sketch, der fremstillede Jesus og Julemanden i konflikt over, hvem der skulle give de mellemamerikanske børn julegaver. Det endte med at en fyr fra regeringen kom slæbende på en skattebetalt cykel til "barnet". Jeg var i hvert fald flad af grin.

Alt herfra for denne omgang. Jeg har historietest i morgen tidlig, og jeg har ikke haft tid til at læse i dag pga. en meget omfattende førstehjælpstest. (Som jeg håber, håber, håber på at bestå).

tirsdag den 27. januar 2009

Lidt begejstring

Tine, UWC-USA:

Til dem, der havde håbet at høre om indsættelsen af Obama, må det vente til en anden gang. Det her er udelukkende en "Jeg er misundelig på Emil og bliver derfor også nødt til at skrive om noget spændende"-besked. Æh, eller ikke. (Selv om jeg stadigvæk gerne ville have rejst rundt i Østasien)

Jeg skal til Atlanta om 2 uger med 4 andre elever her fra skolen til en journalistikkonference og så skal jeg til L.A. i løbet af foråret. Jeg er super spændt to state the obvious!

Over and out, jeg bliver nødt til at skynde mig til Tai Chi.

onsdag den 14. januar 2009

Så er jeg i gang igen

Tine, UWC-USA:

Efter en helt utrolig juleferie, hvor jeg så venner og familie for første gang i 4 måneder, er jeg nu tilbage i USA igen. Jeg havde en temmelig dramatisk tilbagetur. Jeg fløj fra Hamborg til München, derfra til Washington og derfra til Albuquerque. Det gik galt allerede på den første tur. Mit fly fra Hamborg var halvanden time forsinket, og når jeg i forvejen kun havde en time til at skifte i München, kunne jeg sidde fint på mit flysæde i Hamborgflyet kigge på mit ur og tænke "Nå, nu letter mit fly til USA". Så der var ikke andet for end at stille sig op i den lange kø af mennesker, der også havde misset en flyafgang og høre, hvad flyselskabet havde tænkt sig. Da det var en af de store rejsedage til USA, var det fuldstændigt umuligt at booke en ny afgang den dag, så jeg blev henvist til et lufthavnshotel, hvor flyselskabet heldigvis betalte kost og logi. Næste dag kom jeg heldigvis afsted og uden videre forhindringer (andet end den amerikanske told, der ALTID er et problem,) blev jeg hentet i Albuquerque sammen med en 10 andre elever, der af nogenlunde samme årsag som mig, ikke var kommet der dagen før.

Mit ganske fine hotelværelse, hvor jeg i ren kedsomhed faktisk fik skrevet det meste af en større økonomiopgave. Hurra for det!

Nu har jeg være her en uge, men Danmark virker alligevel meget fjernt. Vi er allerede i fuld gang med skolearbejdet. Ikke noget af den der danske, bløde nå-nu-skal-vi-lige-i-gang-tilgang. I dag har jeg haft matematikaflevering, vi øver historieessayskrivning, arbejder på den der irriterende større økonomiopgave og er godt i gang med vores CAS'es. Ikke meget tid til at komme sig over jet-lag'et.

I weekenden deltog jeg i en UWC-USA tradition kaldet "24-hour playwright", der som titlen antyder betyder at man skal skrive, øve og opføre et skuespil inden for 24 timer. Lidt af en grænseoverskridende oplevelse! Mit skuespils forfatter var den meget drømmende og idealistiske Goujun fra Singapore, der havde skrevet et meget sødt skuespil om rumvæsener, der prøver at forstå menneskenes tilgang til teknologi, verdensfred og hinanden. Vores intruktør var Tyma fra Senegal, der er enormt dygtig. Så med rystende ben og panikangst, før vi skulle gå på scenen, overlevede vi og fik klapsalver og følte os høje på succes hele den næste dag.

Mig og min kæreste, Juan René fra Peru. Begge klædt ud som rumvæsener.

Til sidst kommer der lige nogle billeder fra før juleferien.

Her er det udsigten fra mit værelse for halvanden måned siden eller sådan noget. Så dem, der tror New Mexico er en glohed ørken, kan godt tro om igen. Faktisk er her sne lige nu, det er bare begyndt at smelte igen pga. solskinnet.

Min "get-away mom" Jan. Skolens get-away program er sådan lidt et plejefamilieprogram, hvor vi kan besøge en lokalfamilie og komme væk fra campus. (Det er tiltrængt nogen gange). Her var det til Thanksgiving, hvor jeg, Bart fra Holland og Flora fra Østrig var blevet inviteret hjem til hende for at prøve en vakseægte amerikansk thanksgiving. Hun er af svensk afstamning, så hendes get-away børn er for det meste skandinaverne her på skolen.

Her er det et billede af skolens "Nordics" fra starten af skoleåret. Eldar, Ingunn, Eirik og Thea fra Norge, mig fra Danmark og Jukka, Milla og Mia fra Finland (Mia dog også fra Belgien.) Vi mangler en svensker (well, og jeg ville også gerne have stået ved siden af en countrymate).

lørdag den 29. november 2008

Billeder fra det store land mod vest

Her et meget billedligt indlæg fra USA. Mit danske er gået mere eller mindre i hårknude af ikke at have en countrymate her på skolen, hvilket meget fint blev illustreret af at mine tredjeårselev fra Danmark var på besøg i sidste uge. Det var faktisk nemmere bare at tale engelsk, især når vi talte om skolen og det akademiske.
I øjeblikket har jeg Thanksgiving-ferie, hvilket er lidt fjollet taget i betragtning af, at vores juleferie begynder om 2 uger. Men jeg klager ikke over lidt ekstra fritid. Vi har også fået vinterens første snefald, hvilket har bragt det meste af skolen i lidt af en ekstase. Sneen er desværre begyndt at smelte igen. Trælst, for at bruge et godt jysk udtryk.



Indrømmelse, jeg har ikke taget det her billede, det har Mia fra Belgien/Finland. Det illustrerer meget godt skolens unikke beliggenhed. Hvor prærien og Rocky Mountains mødes. Her er tørt, men det er altså ikke en ørken, som jeg først troede. Det er et udsigtspunkt hvor man på den ene siden af bakken kan kigge på skolen og på den anden kigge ud over prærien.

Et billede fra starten af skoleåret af mit dorm, Chum. Der er fire dorms på lower campus, mens der er to dorms på slottet. Mit dorm er helt klart det mest hyperenergiske og højlydte pigedorm i år. For det meste hænger jeg ud i det andet pigedorm på lower campus, Kili, der er meget mere afslappet. De fleste af mine veninder bor også i Kili.

Milla fra Finland, Mia fra Finland/Belgien, Dina fra Malaysia, Bethany fra USA/Tanzania/Costa Rica og mig, ved muslimernes fest for endt ramadan. Dina er muslim, så hun var meget ivrig den dag.

Mig, Jackson fra USA og Bethany fra USA/Tanzania/Costa Rica til en fødselsdagsfest. Temaet var "Dress up, but mess up". Vældigt underholdende.

Rayah fra Jordan og Jackson fra USA (igen), der leder efter DVD'er i skolens bibliotek. Mange weekender bliver brugt på at se film, og min Thanksgiving-ferie er ingen undtagelse.

Camila, Mexico og Rita, Indien/USA laver en Queenparodi ved vores sidste elevplanlagte kreative café. Caféerne byder på alt fra digtoplæsninger til jam sessions.

fredag den 14. november 2008

Travle uger

Der er sket ikke så lidt i løbet af de sidste par uger. For det første har vi haft halloween, og da jeg jo befinder mig i USA, skete det med en del fest og farver. Jeg, Bethany fra Costa Rica/Tanzania/USA og Mia fra Finland/Belgien klædte os ud som "Barbie-sleep-over". Det gik meget simpelt fortalt ud på at klæde sig ud i lyserød pyjamas, have alt for meget pink make-up smurt i ansigtet og udbryde "Oh my god!" og "Like, totally" alt for mange gange. Det var enormt underholdende, og jeg tror også de lærere vi "Trick or treat"ede fik sig et par billige grin. Højdepunkterne var en meget høj, falsk udgave af Aqua's Barbiegirl foran skolens præsident og høje hvin, hver gang en udklædt zombie/vampyr/spøgelse kom forbi.

Derudover havde vi også præsidentvalg d. 4. Mange her har gået meget op i det, og en del har også arbejdet aktivt i Obamas kampagne. Kulminationen på snart 2 års valgkamp skete en ganske almindelig hverdagsaften, hvor vi, midt i McCains resignationstale, måtte gå tilbage til vores værelser fordi der var check. Ellers var der høje jubelråb hver gang tv-skærmen viste at Obama havde vundet en stat og "I'm sorry guys" strøg gennem tv-stuen, hvis en amerikanernes hjemstater havde stemt for McCain. De fleste havde tårer i øjnene, da Obama endelig kunne erklæres som vinder. Jeg var mest stolt af mine venner, der havde været med til at gøre en forskel i valgkampen. (Skolens "County"/Valgområde blev det sted i New Mexico, hvor flest havde valgt at stemme).

Ellers kører hverdagen derudaf. Jeg er meget tilfreds med mine fag, og jeg har nogle virkelig interessante timer. Mine yndlingsfag er mine tre Higher Levels:
Economy

English

History

I engelsk har vi en herlig brite, der både er en af de flinkeste lærere på skolen, samtidig med at hun er enormt kompetent.
Historie bliver så meget mere interessant af at have så mange nationaliteter samlet i et rum. Vi har om første verdenskrig i øjeblikket, og når vi sidder med elever fra England, USA, Tyskland, Østrig og Belgien bliver det altså bare mere personligt.

Jeg ville ønske, jeg kunne lægge nogle billeder ud, men da jeg har valgt et af de tidspunkter, hvor internetforbindelsen er mest belastet må det vente til en anden gang.

søndag den 7. september 2008

Cookies og fodboldkamp

Tine, uwc-USA:
Jeg tror allerede nu, jeg kan sige, at weekenderne på et uwc er meget dejligere end ugedagene. Selv om undervisningen er spändende og relevant og fantastisk, så er det nu dejligere at kunne göre som man selv lyster.
I går havde vi den traditionsrige 1st years vs. 2nd years fodbold-kamp. Vi 1st years skulle bäre hvidt og 2nd years'ne skulle gå i sort. Alle gik väldig meget op i det, og der blevet heppet efter alle kunstens regler. Vi 1st years havde släbt en tuba, en trombone og adskillige plastiktönder, der gjorde sig som trommer ned til skolens sportsplads. 2nd years'ne havde bl.a en säkkepibe og ikke så lidt kökkengrej, heriblandt pander, gryder og bakker, som gjorde det ud for trommesät. Vi tabte kampen 2-6, men da der er tradition for at 1st years altid taber, gjorde det ikke så meget.
I fredags prövede jeg og nogle andre töser at integrere os bedre i den amerikanske kultur. Vi havde valgt en ganske behagelig måde at göre det på, nemlig ved at bage amerikanske cookies. Milla fra Finland havde köbt ingredienserne i Wal-mart og vi andre skulle bare möde op og bage lös. Efter at have drysset mel ud over halvdelen af dorm'ets dagligstue, og have fedtet hinanden ind i en herlig blanding af chokolade og smeltet smör lykkedes det os at bage en ganske fin portion cookies. Bagefter var der cookie-party udenfor, hvor vi smagte på resultatet af anstrengelserne og delte ud til nysgerrige forbipasserende.

Her er det fra venstre Kelsey fra Canada, Milla fra Finland, Andrea fra Mexico, Elisabeth fra Costa Rica, Mia fra Finland og Belgien, Chimi fra Bhutan og mig, der gör klar til at smage på godterne.


Et kvarter senere har selskabet (nok mest de dejlige cookies) tiltrukket sig en del opmärksomhed. Mia fra Finland og Belgien, Chimi fra Bhutan og mig, der spiser cookies og drikker the. Bemärk lige den super skönne UWC-sweatshirt.

lørdag den 30. august 2008

Patio party

Tine, UWC-USA:

Jeg er netop vendt tilbage fra en fire dage lang tur til et afsidesliggende naturreservat kaldet "Ghost Ranch". Jeg så ikke noget til nogen spøgelser, men jeg var på en helt fantastisk wilderness-ekspedition, hvor vi besteg et bjerg, sov i telt og spiste ulækker mad over bål. Det jeg egentlig vil dele er min første egentlige UWC-fest. Det er utroligt så hurtigt, man får venner på et UWC, så jer der er nervøse for det, kan stoppe med det nu :)

Her er det de smukke skønjomfruer, der er klar til at feste. Fra øverst til venstre, Ditha fra Indonesien, Bethany fra Costa Rica, USA og Tanzania, Mia fra Belgium/Finland, Milla fra Finland, Kelsey fra Canada, Dina fra Malaysia, mig (fra Danmark). Nederst er det Kamila fra Afghanistan og Guojun fra Singapore.
Festen var helt fantastisk, selv om jeg blev tvunget til at stå på et bord og danse til "Boten Anna", fordi det angiveligt er den skandinaviske regionssang. Heldigvis er den ikke så kompliceret som latin-dansen, den indiske regionsdans eller den mellemøstlige regionsdans. Så hurra for det!

fredag den 22. august 2008

Jeg er i live...

En hurtig update her fra det skønne, skønne New Mexico. I øjeblikket skinner solen på fuld styrke og det er omkring 30 grader, men jeg har ikke rigtig tid til at nyde det, fordi vi alle sammen styrter frem og tilbage for at nå til forskellige introdutionsforedrag. Vi har haft nogle tests for at se, hvor gode vi var fagligt, og matematiktesten var lidt af en dræber. Jeg tror stadigvæk, jeg vil forsøge mig med Math SL, meeen det bliver nok svært.

Min roomie hedder Kim (egentlig Kimberley) og er fra Singapore. Hun er en af de her utroligt intelligente mennesker, der tager Chem, Math og Physics på HL, vældigt imponerende. Hun er også utrolig sød og åben, så det er dejligt :)

Mit værelse hører nok ikke til blandt de største, men det er hyggeligt og udsigten er fantastisk.


Jeg roder allerede, hvilket er ret fantastisk, hvis man tænker over, hvor kort tid jeg egentlig har været her.

torsdag den 7. august 2008

Begyndende afskedsstress

Et indlæg fra Sønderborg, hurra! Og højst sandsynligt det sidste dette år. Jeg tager nemlig af sted allerede om halvanden uge til en eller anden (relativt, indrømmet) ukendt ørken i USA. I følge mine oplysninger er jeg den første af "The big ten" (smukt udtryk, by the way), der skal ud på rejsen. En rejsetid på 33½ time hjælper muligvis også lidt i det regnskab. Hvorfor var jeg sådan en spade, da jeg bestilte flybilletter?!? Nå sket er sket og så kan jeg bruge rigtig lang tid på at gå (okay, sidde) og glæde mig. Næste gang tjekker jeg i hvert fald lige om der er en lidt lettere afgang, jeg kan tage med.
Jeg har allerede sagt farvel til de første af mine nære venner og underligt nok var det ikke så sørgeligt. Jeg tror ikke selv, jeg har fattet, at det er sidste gang i 4 måneder jeg ser noget til dem. Jeg holder også afskedsmiddag for min familie den her weekend, så der bliver det nok en anelse mere tårevædet.

Derudover er jeg temmelig travlt beskæftiget med at fylde underlige formularer ud (stadigvæk!) og konstruere en pakkeliste. Jeg er ikke gået i gang med at pakke endnu, og jeg tror ærlig talt pakningen kommer til at ske de 3 sidste dage, jeg er i Danmark. I øjeblikket tør jeg ikke gå i gang med projektet, da det virker alt for stort og uigenkaldeligt. Jeg bevæger mig rundt i en underlig tåge af spænding, nervøsitet, lykke og dyb rædsel.

Sønderjyske hilsener fra Tine, UWC-USA '08-'10