Second Term

Nu er der kun få dage til jeg atter skal tilbage til AC efter en dejlig lang juleferie.
De første to-tre dage var det meget underligt at være hjemme igen. Jeg savnede folk fra skolen så meget, at jeg brugte det meste af de første døgn på Facebook hvor jeg chattede med vennerne fra rundt om i verden. Det var en lidt underlig følelse, eftersom jeg jo kun har kendt dem alle i tre måneder, men når man bor sammen går den slags hurtigere.
Derefter gik det let med at falde tilbage i den gamle rytme. Jeg har brugt de fem ugers ferie på at lave det jeg sjældent eller aldrig får gjort på AC: Sove, spille klaver, tænde stearinlys, spise god mad – og se alle de gamle og velkendte igen. Nu har jeg netop vænnet mig til at være hjemme igen, og derfor er det med en lidt underlig mavefornemmelse at jeg må af sted. Jeg kommer til at savne de stille aftener, julestemningen, privatlivet og det, at jeg kan spise lige hvad jeg vil i køleskabet uden først at skulle tjekke om mit navn står på pakken. Det er også det kommende semester, at skolen for alvor tager til, og det virker lige nu lidt uoverskueligt at skulle starte på et fem måneders langt skoleforløb non-stop.
Når det er sagt, kan jeg ikke vente med at komme af sted. Jeg har virkelig savnet folk – ikke kun individer, men hele stemningen der er i huset og på skolen døgnet rundt. Jeg glæder mig til at komme tilbage til skolens dynamik, initiativ, den energiindsprøjtning det er at leve i et hus som aldrig sover, bogstaveligt talt. Der er altid noget at lave, og vi presser alle hinanden opad så man udfordres og fyldes med gåpåmod til at gabe over mange projekter, tage ansvar og initiativ.
Derfor har brugt ferien her på bare at være doven og slappe af før det atter går løs. Og det er nok også meget godt…

Til slut et par billeder fra forrige term:

Merle fra tyskland og Iara fra Bolivien - dengang i september hvor vi havde så fantastisk vejr

Elev fra Lifeguard-service surfer ved seafront

Gala fra Tyskland og Christine fra Uganda

Nogle venner som tog til Cardiff for at spille

Og os som lyttede på (mig, Merle fra Tyskland, Beth fra England, Amit fra Israel)

24 timer tilbage af første semester ...

Jeg sidder lige nu i geografi HL. Halvdelen af klassen er her, resten er på vej hjem. Vi hører høj musik, og min lærer er lige gået før tid, for at træne i vores gym. Klokken er et par minutter over 10 om formiddagen, og datoen er den 19. december. Om 24 timer rejser jeg mod Hong Kong International Airport, hjem igen til Danmark. Kun på kort visit, for vender allerede tilbage til mit kære Hong Kong i Januar.
Det er sjovt som Hong Kong er blevet mit hjem på så kort tid. Når jeg kigger på mit Hong Kong ID-kort, som alle residents i Hong Kong har, indser jeg at jeg virkelig bor her og at jeg ikke kun er på ferieophold. I <3 style="text-align: center;">Block 4 guys ready to party!

Mig og Marius (2nd year)

Mig og Anne fra Holland

Mig og Anil (Mexico)

Mig, Teniko fra Bermuda, Pedro fra Nicaragua

Mig med alle kineserne fra Block 4 ;)

Mig og min buddy Nick fra Hong Kong

Pedro (Nicaragua), Charlotte (Australien), Edanur (UK) og mig

Anil (Mexico), Pedro (Nicaragua), Mig, Anne (Holland) lavede mad i Student Kitchen forleden aften :)

Block 4 activities, mig og Pedro (Nicaragua)

Mig og Pedro (Nicaragua) igen ...


Det var alt fra Hong Kong. Vi ses snart i Danmark!

Et underligt farvel

I dag er det den første december i mere end en forstand. Datoen viser den 1. december, det er min første december i Bosniens land og det er den første december hvor julen ligesom er forsvundet.

For nogle dage siden tog jeg den (drastiske beslutning) at slutte mit UWC-ophold efter jul. Noget jeg aldrig havde forestillet mig, hverken da jeg ansøgte eller forberedte mig, men dog noget der en stor del af tiden hernede har cirkuleret i mit hoved. Derfor er det langt fra noget jeg har bestemt mig for fra den ene dag til den anden, men jeg er efterhånden sikker på, at det er det mest rigtige. Mest rigtige i den forstand, at det vist aldrig bliver 100 % rigtigt at droppe ud fra en skole, man er blevet udvalgt til.

Jeg kan finde mange grunde, at det ikke har fungeret overfor mig. Skolen har ikke imødekommet mine forventninger, og den energi jeg troede jeg skulle bruge på fantastiske projekter, skolegang og mennesker hernede, har jeg brugt på at være frustreret, ulykkelig og nogle gange bare på at komme op om morgenen (og nej, ikke kun fordi der gik liiidt for længe før jeg gik i seng :)) Det er helt sikkert sundt at gå på kompromis - jeg vidste godt jeg skulle det, før jeg tog af sted - men hernede er jeg bange for at gå så meget på kompromis med mig selv og mine drømme, at jeg vil miste mig selv fuldstændigt. Og det har jo trods alt aldrig været meningen..

I morges havde vi så den sidste assembly før jul. En assembly hvor vores rektor annoncerede, at UWCiM ikke er økonomisk forsvarlig at føre videre og min årgang dermed bliver den sidste. Det vil sige., at selv hvis jeg blev her mit andet år, ville det være uden 1.års og uden nogle drømme om, at selvom det hele er meget uorganiseret og frustrerende, så er man i det mindste med til at starte noget, der bliver fantastisk - for der bliver ikke noget, og det gør det for mig blot endnu mere håbløst. I hvert fald lige nu i skrivende stund.

Jeg har meget blandede følelser omkring det hele. Selvom jeg ikke synes projektet hernede har fungeret optimalt, har det givet muligheder for unge bosniere, som de ikke ville kunne få andre steder. Og sellvom jeg glæder mig som et lille barn til at komme hjem, så bliver det også underligt at forlade det sted man har tilbragt alt sin tid de sidste 3½ måned. 

Men til nye ansøgere, der læser det her, vi jeg dog gerne sige noget. UWC er langt fra den drømmeverden, jeg troede jeg skulle ind på. Man skal ikke regne med et fairytale, hvor vi alle sammen redder verden og er den forskel vi gerne vil være. Men for helvede. Søg ind! For de fleste er det en vidundelig oplevelse, og selvom det ikke har været det for mig, så fortryder jeg det aldrig, og det er nok den tid i mit liv jeg har lært allermest om andre - og om mig selv.

Til alle mine co-years: Glædelig jul,  og jeg håber I får nogle fantastiske ophold derude.

Held og lykke med alting! Kærlig hilsen Sidsel.

Billeder fra det store land mod vest

Her et meget billedligt indlæg fra USA. Mit danske er gået mere eller mindre i hårknude af ikke at have en countrymate her på skolen, hvilket meget fint blev illustreret af at mine tredjeårselev fra Danmark var på besøg i sidste uge. Det var faktisk nemmere bare at tale engelsk, især når vi talte om skolen og det akademiske.
I øjeblikket har jeg Thanksgiving-ferie, hvilket er lidt fjollet taget i betragtning af, at vores juleferie begynder om 2 uger. Men jeg klager ikke over lidt ekstra fritid. Vi har også fået vinterens første snefald, hvilket har bragt det meste af skolen i lidt af en ekstase. Sneen er desværre begyndt at smelte igen. Trælst, for at bruge et godt jysk udtryk.



Indrømmelse, jeg har ikke taget det her billede, det har Mia fra Belgien/Finland. Det illustrerer meget godt skolens unikke beliggenhed. Hvor prærien og Rocky Mountains mødes. Her er tørt, men det er altså ikke en ørken, som jeg først troede. Det er et udsigtspunkt hvor man på den ene siden af bakken kan kigge på skolen og på den anden kigge ud over prærien.

Et billede fra starten af skoleåret af mit dorm, Chum. Der er fire dorms på lower campus, mens der er to dorms på slottet. Mit dorm er helt klart det mest hyperenergiske og højlydte pigedorm i år. For det meste hænger jeg ud i det andet pigedorm på lower campus, Kili, der er meget mere afslappet. De fleste af mine veninder bor også i Kili.

Milla fra Finland, Mia fra Finland/Belgien, Dina fra Malaysia, Bethany fra USA/Tanzania/Costa Rica og mig, ved muslimernes fest for endt ramadan. Dina er muslim, så hun var meget ivrig den dag.

Mig, Jackson fra USA og Bethany fra USA/Tanzania/Costa Rica til en fødselsdagsfest. Temaet var "Dress up, but mess up". Vældigt underholdende.

Rayah fra Jordan og Jackson fra USA (igen), der leder efter DVD'er i skolens bibliotek. Mange weekender bliver brugt på at se film, og min Thanksgiving-ferie er ingen undtagelse.

Camila, Mexico og Rita, Indien/USA laver en Queenparodi ved vores sidste elevplanlagte kreative café. Caféerne byder på alt fra digtoplæsninger til jam sessions.

Så blev det Jul igen i år

...eller dvs. sådan næsten.

Dette blog indlæg bliver skrevet med blandede følelser. Jeg sidder i skrivende stund og er dybt frustreret over den situation Vores Co-year Sidsel er kommet i. Hun har efter et blot 86 dage langt UWC ophold valgt at tage hjem til DK til jul og blive der. Hun er UWC til benet, men skolen i Bosnien er bare ikke velfungerende nok til at hun kunne komme over ens med den. Det er super ærligt, da jeg er sikkerpå hun ville have klaret det til UG med kryds og slange hvis hun var kommet et andet sted hen.

Da vores co-years tilstand og velbefindende ligger os meget på sinde er sådan noget dybt frustrende.

Ellers er det jo snart jul, og det betyder vi pakker vores sager og vender snuden mod DK om præcis 12 dage fra i dag. Det bliver super rart at komme hjem og holde en måneds ferie(!!!) Jeps den er god nok, vi har en måndes juleferie. Jeg har allerede en liste over de ting jeg skal og hvor meget jeg skal slappe af. Jeg har faktisk tyvstartet og været hjem på en lyn visit i November break. Det føltes dog ikke som at være hjemme, da det var en uges tid, hvor jeg ikke engang nåede at pakke ud.

Det bliver kejser mærkeligt "rigtig" at komme "hjem" Man skal lige pludselig ikke forholde sig til 200 mennesker 24/7 og man har sit eget værelse hvor ingen kommer brasende kl 01:30 og spørger om lektier. Det bliver sku rart, men jeg kommer 100% til at savne alle menneskerne og stedet.

Ydermere skal Rikke, Emilie og undertegnet ud og promovere UWC på nogle danske gymnasier. i ferien, det bliver sgu spas at fortælle om et program, som man selv for under et år siden intet kendte til.

Når et lidt bitter sødt indlæg herfra, men jeg håber i kan bære over med frustrationerne.

Ha' det herligt

Jesper RCN 08-10

China Week

Det er efterhånden et stykke tid siden der har været et indlæg fra Hong Kong. Det må I undskylde, men det er utrolig hektisk lige for tiden, med alt for mange ting der skal gøres på alt for lidt tid!
Først vil jeg lige tage tid til at takke for de dejlige hilsener jeg har modtaget fra MUWCI (Tak Urs og Emil) og fra Atlantic (tak Kristin og Thomas). Ved desværre ikke om der er blevet sendt noget tilbage - i så fald, så er jeg bange for at jeg missede det, og derfor grunden til at I nok ikke har fået nogen hilsen fra mig. Må I undskylde.

Det er vildt at der kun er en måned tilbage, før jeg rejser hjem igen og holder jul. Det føles ikke som om der er gået særlig lang tid, og kan slet ikke forstå hvor tiden er blevet af. Det bliver nu dejligt at komme hjem til jul, selvom jeg nok får mig lidt af et chok over vejret ... Jep, vi har stadig enkelte dage op mod 30 grader, selvom det dog efterhånden bliver køligere. Om morgenen har jeg endda en sweater på. Men det er nu sjovt at se dem der kommer fra varmere lande end Danmark pakke sig ind i op til tre lag, halstørklæder og huer, da 20 grader er det samme som russisk isvinter for dem.

Jeg har desværre ikke så meget tid lige nu, da jeg arbejder på et projekt i kinesisk. det er (virkelig!) svært, men en god udfordring. Det eneste, der er lidt svært ved at have kinesisk, er at det er mit 7. fag, og efter TOK er startet, har jeg ingen free blocks overhovedet :/

Jeg vil slutte med lidt billeder fra min netop overståede China Week. Fantastisk oplevelse, som er svær at beskrive.

En landsby der lå på toppen af et bjerg, midt i absolut ingenting. Befolkningstallet er omkring 50, men da gennemsnitsalderen i landsbyen er 70+ og der absolut ingen resourcer er på bjerget, vil landsbyen nok snart være ubeboet.

I løbet af ugen underviste vi i den lokale landsbyskole i engelsk. Det var en virkelig stor oplevelse, da børnene alle var virkelig interesserede. Denne klasse er 4. klasse, og for mange af dem vil det være deres sidste år i skole.

Nogle af børnene havde vi dog muligheden for at give en lidt bedre fremtid, da Li Po Chun sponsorerer 12 scholarships til en kostskole, der ligger i byen. I løbet af vores ophold i landsbyen, var det vores job at interviewe eleverne til dette scholarship i deres hjem. Familierne lavede mad til os, vi spiste sammen med dem, samtidig med at vi stillede dem en masse spørgsmål. Vi var delt op i små grupper, og på dette billede er det Kate fra USA og Timothy fra HK, som var på besøg hos en familie sammen med mig. Som i kan se er det meget basale leveforhold.

Drengen, der læser i bogen, var nomineret til et scholarship, og vi var derfor inviteret til hans hus for at interviewe ham. Selvfølgelig i kinesisk, da de ikke snakker engelsk. Så er det godt, at vi har en masse, der snakker Mandarin på skolen.

Vi fik alle et barn som vi skulle tage os af i løbet af ugen. Den sidste dag tog vi dem med til storbyen, for mange af dem var det deres første gang uden for landsbyen, og købte ting de kunne bruge i skolen til dem. Her er det mig sammen med den pige, som jeg skulle tage mig af.

Til sidst et billede af hele min China Week gruppe, sammen med en flok børn klædt i traditionelle Yao-kostumer. Billedet er taget efter et besøg på den kostskole vi giver scholarships til, derfor de lidt bedre forhold og omgivelser.

Det var alt for nu! Håber I alle har det godt :)

Vi ses til julefrokost, regner med at jeg kommer.

Vinter, filosofi og musik

Ohøj ude i verden og DK

Jeg sidder lige nu på mit værelse godt øm og med ringen for ørene, efter vi i går fejrede vores frivillige Andrews fødselsdag. Det gjorde vi med maner. Det involverede Alex fra UK, Ezequiel fra Argentina, Vitor Fra Brazilien, Mateo fra Coloumbia og undertegnede. Vi gav den max gas med musikken, fra kl 21-24. Det blev alt fra hardcore funk , til Latino feel-o. Det var bare super fedt.

Ellers så er vi jo begyndt at få små travlt her oppe. (det kommer i bølger med IB'en) Somme tider laver man intet, somme tider har man rasende travlt. Vi klager selvfølgelig ikke for højt når 2. års eleverne er i nærheden, for så begynder de per automatik at lukke underlige forkortelser som EE, TOK og IA ud, og hvor meget smerte og lidelse det påføre deres eksistens. De har selvfølgelig rasende travlt, men de er også rigtig gode til at fortælle alt og alle hvor travlt de har.

Lad os lige dvæle ved eksistens et øjeblik, for jeg har netop lagt sidste hånd(sådan da) på min 1. critical analysis i filosofi. Det var en ordentlig pukel at overkomme. Jeg vil ikke gå i detaljer, da det ville blive en langtrukken affære. Hårdt varc det, men også ret fedt.

Så er det blevet vinter her oppe, dvs det har det været siden midten af oktober. vi har også haft den første sne, for nogle er det første de oplever sne. Så kan 0.5 cm sne altså gøre noget helt specielt ved campus. Folk løber rundt og kaster med sne og opfører sig som 5 årige. det er fuldstændig fantastisk.

Det var alt fra det vinter våde nord

Ha' det herligt
Jesper RCN 08-10

Travle uger

Der er sket ikke så lidt i løbet af de sidste par uger. For det første har vi haft halloween, og da jeg jo befinder mig i USA, skete det med en del fest og farver. Jeg, Bethany fra Costa Rica/Tanzania/USA og Mia fra Finland/Belgien klædte os ud som "Barbie-sleep-over". Det gik meget simpelt fortalt ud på at klæde sig ud i lyserød pyjamas, have alt for meget pink make-up smurt i ansigtet og udbryde "Oh my god!" og "Like, totally" alt for mange gange. Det var enormt underholdende, og jeg tror også de lærere vi "Trick or treat"ede fik sig et par billige grin. Højdepunkterne var en meget høj, falsk udgave af Aqua's Barbiegirl foran skolens præsident og høje hvin, hver gang en udklædt zombie/vampyr/spøgelse kom forbi.

Derudover havde vi også præsidentvalg d. 4. Mange her har gået meget op i det, og en del har også arbejdet aktivt i Obamas kampagne. Kulminationen på snart 2 års valgkamp skete en ganske almindelig hverdagsaften, hvor vi, midt i McCains resignationstale, måtte gå tilbage til vores værelser fordi der var check. Ellers var der høje jubelråb hver gang tv-skærmen viste at Obama havde vundet en stat og "I'm sorry guys" strøg gennem tv-stuen, hvis en amerikanernes hjemstater havde stemt for McCain. De fleste havde tårer i øjnene, da Obama endelig kunne erklæres som vinder. Jeg var mest stolt af mine venner, der havde været med til at gøre en forskel i valgkampen. (Skolens "County"/Valgområde blev det sted i New Mexico, hvor flest havde valgt at stemme).

Ellers kører hverdagen derudaf. Jeg er meget tilfreds med mine fag, og jeg har nogle virkelig interessante timer. Mine yndlingsfag er mine tre Higher Levels:
Economy

English

History

I engelsk har vi en herlig brite, der både er en af de flinkeste lærere på skolen, samtidig med at hun er enormt kompetent.
Historie bliver så meget mere interessant af at have så mange nationaliteter samlet i et rum. Vi har om første verdenskrig i øjeblikket, og når vi sidder med elever fra England, USA, Tyskland, Østrig og Belgien bliver det altså bare mere personligt.

Jeg ville ønske, jeg kunne lægge nogle billeder ud, men da jeg har valgt et af de tidspunkter, hvor internetforbindelsen er mest belastet må det vente til en anden gang.

Sarkasme og danskhed

En sømdag eftermiddag efter residence cleaning med koste uden skaft og støvsugere uden hoved (ja, Bosnien er rather primitivt) ot et besøg på en café med norske Vilde og hollandske Lara om forventninger og opfyldelse af disse mht. vores UWC-ophold. Det fik mig til at tænke på flere ting..

En af de ting jeg "frygtede" da jeg kom ind på UWC var, at ingen ville forstå ordet ironi og at jeg ville blive upopulær mange steder på grund af sarkistiske bemærkning (som jo efterhånden nærmest ligger i min natur!) Men her blev jeg godt nok overrasket.. Man skal godt nok være opmærksom på nogle enkelte brændpunkter - men fx oplever man også en israeler og en palæstinenser stå og råbe af hinanden, fordi den ene stjal den andens mad, hvilket ender ud i der bliver draget paralleler til krig og ødelæggelse og hvem der i første omgang stjal hinandens land. Det hele ender dog ud i et kæmpe grineflip, for de ved jo godt det bare er noget pjat. Det har de lært her..

En anden ting jeg også nogle gange tænkte var, gad vide om jeg nogensinde vender tilbage til Danmark? Det er jo ret svært at forudsige hvad et sådant sted her gør ved en, og om man indser at Danmark slet ikke er det rette for en, når man nu bliver introduceret til så mange andre kulturer. Men nej, sådan har jeg i hvert fald ikke oplevet det! Det er sjovt hvordan folk reagerer på den danske sygesikring, S.U.  og vores folketingsvalg, når det er ting man godt ved fungerer godt (på nær udfaldet af og til), men som man ellers ikke tænker videre over. Mike, en amerikansk 2. year, sagde sågar til mig at det måtte være som en drømmeverden at være opvokset i Skandinavien, og selvom jeg ikke ville give ham 100 % ret, så hører man hans argumenter og bliver pludseligt umådeligt glad for man er fra Danmark. Det samme gælder når jeg på en sygedag ser Klovn sammen med Norske Vilde - det var ikke noget jeg gjorde så meget i derhjemme egentligt, men pludseligt er det det bedste fjernsyn i hele verden. :)

Jeg håber I har det godt derude. Og så lige et billede, faktisk helt fra den ganske første uge (åh, hvor føles det som længe siden) - men jeg faldt lige over det!

En masse førsteårs der leder efter deres sko, som 2. årseleverne stjal en nat!

Ha det vidunderligt. Kærlig hilsen Sidsel.

Pura Vida !

Frustrationen over spildt tid ifm. Library Service gør det ud for anledningen til mit første indlæg på Bloggen. Jeg ved at det efterhånden er svært at tælle dagene siden vi startede på fingrene - men alligevel - bedre sent end aldrig

Når jeg husker tilbage på de råd jeg blev givet, inden min årlange drøm blev realiseret fysisk, står specielt 'Vi vil aldrig kunne fortælle dig hvordan det er. Du må selv opleve det' meget klart i min bevidst. Ikke alene fordi det var ved de fleste af ex-UWC'erne fortalte mig, men i høj grad fordi det nu, om noget, står krystalklart for mig. Hvordan skulle jeg dog kunne fortælle hvordan dette er?

I min fejhed ser jeg mig nødsaget til at beskrive dette på en ret kedelig struktureret og triviel måde!

Akademisk er jeg imponeret af skolen! Lektiebyrden er som sådan ikke voldsomt meget større end i Danmark, den store forskel består mere i at det nu betyder noget hvorvidt du laver dem eller ej (Jeg er klar over at det er et noget kontroversielt statement) Det er vigtig på den måde at man bliver testet i alt hvad man har lært regelmæssigt. Et undervisningsforløb afsluttes konsekvent med en test, der bedømmes ud fra allerede fastlagte kriterier. Karaktererne baseres derfor i de fleste fag (alle mine undtagen engelsk) på testresultater og lektier på skriftform. En anden stor forskel er i mine øjne, at det synes vigtigere at kunne tingene i hovedet, end faktisk forstå dem. IB'en er indrettet på en sådan måde at det er umuligt at 'tale sig til en god karakter' der bedømmes efter skemaer, og testsene er klart det bærende bedømmelsesværktøj!

Fagene jeg har valgt er følgende;

English A1 HL

Spanish B HL

Economics HL

History HL

Chemistry SL

Math. SL

Jeg er en af de eneste på skolen som er blevet ved sit første valg. I de første dage skøjtede folk rundt fra fag til fag, hvilket bare viser at det er svært hjemmefra at være stensikker på sine fag! Der er for mange ubekendte faktorer i det regnestykke til at kende resultatet!

Hvis der er noget jeg virkeligt er blevet imponeret over akademisk, er det hvor gode lærerne er. De har alle en enormt stærk faglig baggrund, og er enormt kompetente til at formidle deres budskab. Deres stærke entusiasme gør dem også meget forskellige. De varierer fra en meget gammeldags og forstokket math HL lærer (som insisterer at man titulerer ham Mr. Valarino) til en historierlærer der giver enormt kreative lektier. Deres entusiasme for deres fag gør også at tiden de er villig til at skænke eleverne er enorm. Den anden dag brugte jeg 2 timer på at tale om et kapitel i 'Grendel' på min engelsklærers terasse. Siden har jeg talt med min historielærer om hvad svagheden i Versailles-traktaten egentlig består i.

På den måde er man enormt tæt på sine lærere her! Ikke bare akademisk men så sandeligt også socialt. En del af lærerne bor på campus, og de er alle, men få undtagelser engageret i diverse CAS aktiviteter, hvorigennem man kan lære dem at kende.

En anden ting der skal nævnes i den forbindelse er at, ja! Selvom IB'en til tider er ret hård, kan man trøste sig med bevidstheden om at man bliver rigeligt belønnet! Som min engelsklærer siger, bliver man hundplukket som UWC student. Vi har haft Yale, Brown, Cornell, Princeton samt andre såkaldte 'Ivy League' universiteter på besøg for at præsentere sig, og have interviews med mulige ansøgere. De helt store universiteter viser stor interesse i UWC-ere!

Nok om skole! For skole er, vil man hurtigt opdage, ikke den bærende del af UWC opholdet. Det var personligt ikke det jeg ansøgte for. Jeg ansøgte for UWC er så anderledes, og er så meget mere end en uddannelse. UWC er en livsstil.

Ugedagene hernede er fulde ! Man skal være villig til at være på hele dagen lang, og udvise stor interesse en engagement i de uendeligt mange ting man foretager sig gennem dagen! CAS alene tager mange timer om ugen (for mit vedkommende 12 timer om ugen) derudover er der uendeligt mange møder, og fristelser man kan tilmelde sig. Man kan tage til stranden, i teatret, biografen, etc etc. Bare det at gå en tur rundt i Santa Ana er jo en oplevelse i sig selv. Så man skal være forberet på enormt selvdiciplin. Har man ikke det, kan et UWC ophold godt synes hårdt.

På skolen har vi en tommelfingerregel som hedder. "There are three S'es. Socializing, Studying, Sleeping. Pick two" Det beskriver meget godt det tidspresset der konstant hænger over hovederne på os. For de fleste vedkommende bliver den sidste valgmulighed fravalgt, hvilket resulterer i enorme poser under øjnene, og zombie lignende tilstande fredag eftermiddag!

Grunden til at man skal ansøge UWC er i mine øjne helt klart det sociale! Det at have frokost med folk fra hele verden og tale om stort og småt. At blive konfronteret med den danskheden, og alle de privilegier der dertil hører med, at få sine værdier sat på prøve og se sin egen kultur fra vinkler man aldrig ville kunne forestille sig!

At få venner fra hele verden! Og vide at venskabe vil være stærke. Fordi venskaber der dannes på et UWC er unikke! De er meget svære at nedbryde!

Jeg har fået en masse venner her, som jeg holder meget af, og lærer meget om verden og Danmark fra! Det er meget dannende, at opleve så mange varianter af sandhed!

Relationer her er fantastiske!

Jeg har selv, i multikulturalismens ånd, fundet mig en kæreste fra Chile! Udover hende er mine venner spredt ud over hele verden!

En dejlig mavefornemmelse!
UWC er bare noget helt specielt! Det kan ikke forklares hvis man ikke selv har været der!

Billederne jeg har tilføjet viser; Min kæreste og mig, et øjebliksbillede fra en vandretur i CR's bjerge, og et billede fra de fysiske rammer på skolen.

Etikettefunktionen

Kære potentielle ansøger.

Vi håber, at du har nydt de sidste 3 måneders indlæg fra de forskellige elever.
Denne blog er oprettet, således at du kan få indtryk af de forskellige UWCskoler, inden du bestemmer dig for, hvilke skoler, du helst vil gå på, samt et indtryk af UWClivet som helhed.
For at gøre det mere overskueligt for dig, som læser, så har vi gjort brug af 'etikette'funktionen.
Det betyder, at hvert indlæg har en fået tildelt en etikette. Etiketterne varierer alt efter, hvilken skole, der bliver blogget om. Hvis du derfor er interesseret i udelukkende at læse tidligere indlæg fra bosniske UWCskole (Mostar), så finder du en blogger fra den bosniske skole (i dette tilfælde Sidsel), hvorefter du trykker på etikettefunktionen sidst i hendes indlæg. Du vil dernæst blive henvist til en side, hvor alle indlæg omkring den bosniske skole bliver vist.
Vi opfordrer dig også til at læse bloggene, vi har henvist til, i menuen til højre.

Hav' det godt.

Kærligste hilsener,

DanskeUWCelever; 08-10

En snak om det akademiske.

TRANG, RCN:
Hey!

Det går rigtig godt i Norge! I må undskylde, at der har været så stort et tidsspring mellem mit første indlæg og mit andet, men enten har jeg haft travlt eller også, så har jeg ikke haft disciplinen til at afsætte tid til bloggen. Heldigvis, så har jeg tid til at nedskrive mine tanker samt uploade nogle billeder lige nu.


Zach, fra Kenya, og jeg på 'Student Village'-gaden en af de første dage her.

Dette indlæg vil primært handle om det akademiske. Jeg vil skrive om noget andet næste gang (ellers bliver indlægget simpelthen for langt).
Jeg husker, at jeg, før vi ankom, var i tvivl om, hvorvidt jeg ville tage skolen alvorligt. Min første grund til at ansøge UWC var mere det ekstra-akademiske samt internationale aspekt end det akademiske aspekt.
Jeg indså dog ret hurtigt, at jeg virkelig godt kan lide det akademiske her. Det er ekstremt spændende at studere her, og jeg har opnået en hidtil uset motivation for skolen. Inden jeg forklarer hvorfor, vil jeg remse op, hvilke fag, jeg tager her:
Dansk A1
Engelsk A2
Filosofi
Development Studies (samfundsgeografi)
Matematik
Biologi

Mine yndlingsfag er helt klart filosofi, d.studies og biologi.
For det første, så er lærerne ekstremt kompetente. Oftest underviser de i et bestemt fag, som de har en universitetsgrad i. Man mærker enorm entutiasme hos dem, hvilket smitter af på eleverne. For det andet, så har vi valgt fagene uafhængigt af hinanden, dvs., at vi ikke har valgt en bestemt fagpakke. Vi undgår derfor at have småfag, som vi egentlig ikke interesserer os for. For det tredje, så er der optimale studie-faciliteter her på RCN.
Vi har en opendoor-policy, hvilket betyder, at man kan bruge klasselokalerne, biblioteket, laboratorierne, når vi har lyst til det. Det er ret sjældent i Danmark, at man har adgang til at bruge laboratorier og lave forsøg på egen hånd.
Jeg sidder for eksempel i øjeblikket sammen med Hai, fra Vietnam, i kemilaboratoriet, mens jeg laver lidt biologilektier.

For det fjerde, så er studiemiljøet her ret ambitiøst. Det er ikke en ulempe overhovedet, for folk er stadig rigtig rare. Det skal dog siges, at det ikke alt sammen er lyserødt og godt. Det kan godt være, at motivationen hjælper, men det kan stadig være hårdt at studere, fordi man har så mange andre ting at lave hele tiden. Det kan derfor godt gå hen og blive lidt presset en gang i mellem. Enten pga. ekstra-akademiske aktiviteter eller sociale aktiviteter. Apropos sociale aktiviteter, så er der rig mulighed for at socialisere lige nu, da vi har November Break (kan sammenlignes med efterårsferien i DK). Nogle er ude at rejse, andre er taget hjem og de resterende er blevet her. Jeg er en af dem, der er blevet på college, så der er rigeligt med tid til at hænge ud med vennerne, se film og færdiggøre nogle opgaver.



Interhouse competition - en intern konkurrence mellem de 5 studenterhuse
Her er det Denmark House, der viser sig frem.


Min gode veninde, Kebebush fra Etiopien og jeg.

Det er begyndt at regne en del nu, men det er ikke så slemt endda. Vi har åbenbart haft mirakuløst godt vejr i år, sammenlignet med sidste år, hvor det regnede hele tiden.


Kebebush fra Etiopien


Göksan, fra Tyrkiet, med David, fra Venezuela, i baggrunden.

Ha det bra'!

Trang.

Rugby, UN-day og Sneklædte fjeldtoppe

Så er der tid til et indlæg fra det høje, kolde og våde nord.

Så sidder jeg her, godt øm, efter en ordentlig gang Rugby. Det er bare fedt, specielt fordi folk udviser så stor entusiasme(hvilket resulterer i nogle lidt voldsomme sammenstød). Man skulle tro det er en mande ting, men faktisk var der overraskende mange piger der tog kampen op mod os drenge og gjorde det rigtig godt.

Her i lørdags tog jeg til Florø, for at fejre UN day. Det er kort fortalt FNs fødselsdag. Vi spillede lidt forskellige musik. Jeg gav den gas med en argentinsk folke sang, hvor Ezequiel (argentina) fyrede op for noget der ligner en 10 strenget ukulele, en Charango. Det var super fedt. Vejret i Florø er et kapitel for sig. Det blæste så meget at vinduet i toppen af vores bus fløj af. Det betød at vi kom for sent til det meget ventede 2. Villiage party. Så der var der lidt sure miner, lige indtil vi ankom i Flekke. Så blev der givet max gas.

Vejret er her i Flekke er skiftet fra efterår til vinter. Fjeldtoppene er blevet klædt i sne og ser ubeskrivelige smukke ud. Desværre betyder vinter her omkring masser af regn(!!!!) Jeg tilhører heldigvis det segment af befolkningen der godt kan lide regn, og heldigvis for det, for har regnet konstant de sidste 3 uger. Det lyder måske som en overdrivelse, men det er den skindbarlige sandhed.

Nu skal jeg jeg over til Haugland Centeret og lære at sejle i Kayak. Det er super fedt, selvom det er svært.

Ha' det herligt.

Jesper RCN 08-10

North American cultural day + Grand Canyon

Tine, UWC-USA:
Det er ved at være længe siden, der er kommet et indlæg fra verdens sidste supermagt (aka. USA til jer, der ser lidt mere realistisk på tingene.)
Her er sket en masse siden jeg sidst skrev. For det første har vi været på "South-West studies", der i mit tilfælde inkluderede en 40 km. lang vandretur i Grand Canyon. Når jeg tænker på, at jeg kunne have valgt en shoppingtur til Albuquerque (Den største by i New Mexico) eller at besøge en filmfestival, føler jeg mig en lille smule stræberagtig. Men Grand Canyon var altså et once-in-a-life-time-offer. Det er åbenbart svært at få tilladelse til at vandre nede i den. Jeg var leder for mit team sammen med en af mine bedste veninder, Mia fra Belgien og Finland. Vores team var super, fordi vi gik på den hårdeste rute. Udelukkende frilufts- eller sportsnørder. Af den grund var der heller ikke så meget lederarbejde at lave, alle vidste hvad de skulle gøre. Turen var hård, naturen smuk og fællesskabet fantastisk, præcis som en rigtig wilderness-tur skal være.
Team "Boucher Trail", efter 3 dage og 40 km. Fra venstre til højre, øverst: Mia fra Belgien og Finland, Thabo fra Swaziland, mig, Surabhi fra Nepal, Noor fra Holland, Erick fra Venezuela, Chimi fra Bhutan, Bethany fra USA/Costa Rica/Tanzania og Hillary, der er en del af personalet her på skolen.
Nederst er det Mike fra Mexico/USA og Peter fra USA.

I lørdags havde vi North American cultural day (NAD). Alle kontinenter har deres egen kulturdag, hvor de forbereder et show, en middag og en fest for skolen, og den her gang var det Nordamerikas tur. De havde øvet meget intenst dagene op til showet og forberedelserne var vist i gang allerede inden vi startede her på skolen. Showet var helt forrygende, og det var dejligt at se at amerikanerne havde så meget selv-ironi. Jeg så sketches om alt fra "Why the world hates America" til de typiske high-school-stereotyper. Alt i alt herligt, og jeg fik endnu engang øjenene op for, hvor mange talentfulde mennesker, der er samlet her på stedet.

Mig og Rayah fra Jordan, der har forsøgt at klæde os ud som amerikanere fra 50'erne. En del af NAD var, at alle skulle klæde sig ud efter temaet. Vi fik mange grin ud af de fyre, der havde klædt sig ud som henholdsvis kommunister og anti-kommunister (McCarthy-ists). Kommunisterne måtte finde sig i at blive slæbt ud fra spisesalen i tide og utide.

En meget typisk scene, når du samler 200 unge, talentfulde, skøre mennesker fra hele verden. I et blandet misk-mask er det Juan René fra Peru, Tina fra Kina og Tyskland, Bart fra Holland, KK fra Hong Kong (Vi opgav at udtale hans navn, deraf forkortelsen, ingen kan huske hans rigtige navn nu), Mia fra Belgien og Finland og Etienne fra Frankrig

En del af NAD-showet. Tyler og Will (begge fra USA) i gang med at udforske den amerikanske musik- og dansekultur.

Mere end en IB (UWCCR)

Tænkte lige at jeg ville gøre jer alle misundelige med et hurtigt indlæg, blandt andet omhandlende Costa Ricas skønne sandstrand (costa rica = rig kyst, nu ved jeg at det er sandt!)

Det er helt utroligt at jeg snart har været her to måneder - og at der kun er 7 uger til jeg skal hjem til venner og familie. Jeg nyder hver dag her, og selv om der er mange ting man skal og mange ting man vil, som man ikke har tid til, er hverdagen fuld af unikke oplevelser. Til tider kan nogle ting være frustrerende, for eksempel når man for 20. gang i træk får ris med grønsager til frokost, men så minder man sig selv om, at man sidder og spiser det med folk fra alle dele af verden, imens man på spansk snakker om CAS aktiviteter eller den kommende "field trip" i biologi.

Fra onsdag-søndag sidste uge havde vi mid-semester break. Onsdag fik jeg sovet ud (men selvfølgelig ikke lavet lektierne som planlagt). Torsdag-fredag var der first year camp, og da det er regntid var det en meget mudret oplevelse. Vi havde rally ("skattejagt") i regnskoven, og mudderkamp, og begge dage blev jeg smurt ind i mudder fra top til tå (helt til ukendelighed) og måtte efterfølgende bade i en iskold bruser - heldigvis er klimaet skønt her. Det var en fantastisk ryste-sammen oplevelse, og man fik virkelig lært sine co-years at kende, hvilket er vigtigt, da vores second years jo ikke er her næste år (hvilket er virkelig mærkeligt at tænke på..).

Lørdag-søndag var vi en gruppe på ca. 20 mennesker (jeg, Tora fra Norge, Biana fra USA, Naïma fra UK, Javier og Faima fra Spanien, Elena fra Belgien, Juan Pablo og Andrés fra Venezuela, Jannis fra Tyskland, Regina fra Mexico osv osv) der tog til Puerto Viejo, en af Costa Ricas bedste strande, cirka 4½ times bustur og 40 kr. væk fra vores skole (busserne er latterligt billige her).
Vi "indlogerede" os hos Rocking J's, hvor vi for 25 kr. (2500 corones) sov i hængekøjer på et virkelig chilled sted (der hang et skilt med "Don't smoke marihuana here - go to the beach"). Cirka klokken 11 lørdag formiddag var vi på stranden, og havde hele dagen til at slappe af og bade i det dejlige vand. Lørdag aften var der beach party (også alkohol er latterligt billigt her, men bare rolig mor, vi passer på ;) ). Søndag chillede vi på stranden igen, og klokken fire tog vi den sidste bus tilbage til skolen.

Denne weekend er der Jazz Café, og lørdag skal jeg ud og bungee jumpe (95 meter fald), så det er jeg ret spændt på/nervøs over. Skal også have skrevet en spansk stil, lavet matematik, e-systems og engelsk.
Har været lidt i tvivl om mine fag, men nu har jeg endelig besluttet mig for at tage English A2, Spanish A2 og History Higher, Maths, E-systems (på spansk) og Self-taught Standard. Var nødt til at droppe fra English A1 for at få mit skema til at passe, men på denne måde har jeg mere tid til at lære det spanske, hvilket går ekstremt hurtigt fremad, når man er omringet af latinoer og fordi ekspedienterne i Santa Ana (den lokale by) kun snakker spansk. Bar Amigos (den lokale bar) er dog blevet "bilingual" efter skolen startede for to år siden, og nu snakker personalet både engelsk og spansk. Ja, UWC ændrer verden på mange måder ;)

Håber det går godt for jer alle, hvor end I er i verden. Har endnu ikke fået de mudrede billeder fra campen, men her følger et par stemningsbilleder, bl.a. fra Puerto Viejo:

Morten og jeg bager fastelavnsboller

Noget af skolens flotte dyreliv

...og noget mere. De to edderkopper var lige ved siden af hinanden, og den bagerste er nok som dem i Danmark

Et af vores 8 residences på skolen (de er ens)

Puerto Viejo. Jeg og Hannah fra Holland

Opposite Sex Day. Jeg, Morten og Emma

Billederne taler vist for sig selv. UWCCR er ikke kun IB ;)