Et underligt farvel

I dag er det den første december i mere end en forstand. Datoen viser den 1. december, det er min første december i Bosniens land og det er den første december hvor julen ligesom er forsvundet.

For nogle dage siden tog jeg den (drastiske beslutning) at slutte mit UWC-ophold efter jul. Noget jeg aldrig havde forestillet mig, hverken da jeg ansøgte eller forberedte mig, men dog noget der en stor del af tiden hernede har cirkuleret i mit hoved. Derfor er det langt fra noget jeg har bestemt mig for fra den ene dag til den anden, men jeg er efterhånden sikker på, at det er det mest rigtige. Mest rigtige i den forstand, at det vist aldrig bliver 100 % rigtigt at droppe ud fra en skole, man er blevet udvalgt til.

Jeg kan finde mange grunde, at det ikke har fungeret overfor mig. Skolen har ikke imødekommet mine forventninger, og den energi jeg troede jeg skulle bruge på fantastiske projekter, skolegang og mennesker hernede, har jeg brugt på at være frustreret, ulykkelig og nogle gange bare på at komme op om morgenen (og nej, ikke kun fordi der gik liiidt for længe før jeg gik i seng :)) Det er helt sikkert sundt at gå på kompromis - jeg vidste godt jeg skulle det, før jeg tog af sted - men hernede er jeg bange for at gå så meget på kompromis med mig selv og mine drømme, at jeg vil miste mig selv fuldstændigt. Og det har jo trods alt aldrig været meningen..

I morges havde vi så den sidste assembly før jul. En assembly hvor vores rektor annoncerede, at UWCiM ikke er økonomisk forsvarlig at føre videre og min årgang dermed bliver den sidste. Det vil sige., at selv hvis jeg blev her mit andet år, ville det være uden 1.års og uden nogle drømme om, at selvom det hele er meget uorganiseret og frustrerende, så er man i det mindste med til at starte noget, der bliver fantastisk - for der bliver ikke noget, og det gør det for mig blot endnu mere håbløst. I hvert fald lige nu i skrivende stund.

Jeg har meget blandede følelser omkring det hele. Selvom jeg ikke synes projektet hernede har fungeret optimalt, har det givet muligheder for unge bosniere, som de ikke ville kunne få andre steder. Og sellvom jeg glæder mig som et lille barn til at komme hjem, så bliver det også underligt at forlade det sted man har tilbragt alt sin tid de sidste 3½ måned. 

Men til nye ansøgere, der læser det her, vi jeg dog gerne sige noget. UWC er langt fra den drømmeverden, jeg troede jeg skulle ind på. Man skal ikke regne med et fairytale, hvor vi alle sammen redder verden og er den forskel vi gerne vil være. Men for helvede. Søg ind! For de fleste er det en vidundelig oplevelse, og selvom det ikke har været det for mig, så fortryder jeg det aldrig, og det er nok den tid i mit liv jeg har lært allermest om andre - og om mig selv.

Til alle mine co-years: Glædelig jul,  og jeg håber I får nogle fantastiske ophold derude.

Held og lykke med alting! Kærlig hilsen Sidsel.