Pura Vida !

Frustrationen over spildt tid ifm. Library Service gør det ud for anledningen til mit første indlæg på Bloggen. Jeg ved at det efterhånden er svært at tælle dagene siden vi startede på fingrene - men alligevel - bedre sent end aldrig

Når jeg husker tilbage på de råd jeg blev givet, inden min årlange drøm blev realiseret fysisk, står specielt 'Vi vil aldrig kunne fortælle dig hvordan det er. Du må selv opleve det' meget klart i min bevidst. Ikke alene fordi det var ved de fleste af ex-UWC'erne fortalte mig, men i høj grad fordi det nu, om noget, står krystalklart for mig. Hvordan skulle jeg dog kunne fortælle hvordan dette er?

I min fejhed ser jeg mig nødsaget til at beskrive dette på en ret kedelig struktureret og triviel måde!

Akademisk er jeg imponeret af skolen! Lektiebyrden er som sådan ikke voldsomt meget større end i Danmark, den store forskel består mere i at det nu betyder noget hvorvidt du laver dem eller ej (Jeg er klar over at det er et noget kontroversielt statement) Det er vigtig på den måde at man bliver testet i alt hvad man har lært regelmæssigt. Et undervisningsforløb afsluttes konsekvent med en test, der bedømmes ud fra allerede fastlagte kriterier. Karaktererne baseres derfor i de fleste fag (alle mine undtagen engelsk) på testresultater og lektier på skriftform. En anden stor forskel er i mine øjne, at det synes vigtigere at kunne tingene i hovedet, end faktisk forstå dem. IB'en er indrettet på en sådan måde at det er umuligt at 'tale sig til en god karakter' der bedømmes efter skemaer, og testsene er klart det bærende bedømmelsesværktøj!

Fagene jeg har valgt er følgende;

English A1 HL

Spanish B HL

Economics HL

History HL

Chemistry SL

Math. SL

Jeg er en af de eneste på skolen som er blevet ved sit første valg. I de første dage skøjtede folk rundt fra fag til fag, hvilket bare viser at det er svært hjemmefra at være stensikker på sine fag! Der er for mange ubekendte faktorer i det regnestykke til at kende resultatet!

Hvis der er noget jeg virkeligt er blevet imponeret over akademisk, er det hvor gode lærerne er. De har alle en enormt stærk faglig baggrund, og er enormt kompetente til at formidle deres budskab. Deres stærke entusiasme gør dem også meget forskellige. De varierer fra en meget gammeldags og forstokket math HL lærer (som insisterer at man titulerer ham Mr. Valarino) til en historierlærer der giver enormt kreative lektier. Deres entusiasme for deres fag gør også at tiden de er villig til at skænke eleverne er enorm. Den anden dag brugte jeg 2 timer på at tale om et kapitel i 'Grendel' på min engelsklærers terasse. Siden har jeg talt med min historielærer om hvad svagheden i Versailles-traktaten egentlig består i.

På den måde er man enormt tæt på sine lærere her! Ikke bare akademisk men så sandeligt også socialt. En del af lærerne bor på campus, og de er alle, men få undtagelser engageret i diverse CAS aktiviteter, hvorigennem man kan lære dem at kende.

En anden ting der skal nævnes i den forbindelse er at, ja! Selvom IB'en til tider er ret hård, kan man trøste sig med bevidstheden om at man bliver rigeligt belønnet! Som min engelsklærer siger, bliver man hundplukket som UWC student. Vi har haft Yale, Brown, Cornell, Princeton samt andre såkaldte 'Ivy League' universiteter på besøg for at præsentere sig, og have interviews med mulige ansøgere. De helt store universiteter viser stor interesse i UWC-ere!

Nok om skole! For skole er, vil man hurtigt opdage, ikke den bærende del af UWC opholdet. Det var personligt ikke det jeg ansøgte for. Jeg ansøgte for UWC er så anderledes, og er så meget mere end en uddannelse. UWC er en livsstil.

Ugedagene hernede er fulde ! Man skal være villig til at være på hele dagen lang, og udvise stor interesse en engagement i de uendeligt mange ting man foretager sig gennem dagen! CAS alene tager mange timer om ugen (for mit vedkommende 12 timer om ugen) derudover er der uendeligt mange møder, og fristelser man kan tilmelde sig. Man kan tage til stranden, i teatret, biografen, etc etc. Bare det at gå en tur rundt i Santa Ana er jo en oplevelse i sig selv. Så man skal være forberet på enormt selvdiciplin. Har man ikke det, kan et UWC ophold godt synes hårdt.

På skolen har vi en tommelfingerregel som hedder. "There are three S'es. Socializing, Studying, Sleeping. Pick two" Det beskriver meget godt det tidspresset der konstant hænger over hovederne på os. For de fleste vedkommende bliver den sidste valgmulighed fravalgt, hvilket resulterer i enorme poser under øjnene, og zombie lignende tilstande fredag eftermiddag!

Grunden til at man skal ansøge UWC er i mine øjne helt klart det sociale! Det at have frokost med folk fra hele verden og tale om stort og småt. At blive konfronteret med den danskheden, og alle de privilegier der dertil hører med, at få sine værdier sat på prøve og se sin egen kultur fra vinkler man aldrig ville kunne forestille sig!

At få venner fra hele verden! Og vide at venskabe vil være stærke. Fordi venskaber der dannes på et UWC er unikke! De er meget svære at nedbryde!

Jeg har fået en masse venner her, som jeg holder meget af, og lærer meget om verden og Danmark fra! Det er meget dannende, at opleve så mange varianter af sandhed!

Relationer her er fantastiske!

Jeg har selv, i multikulturalismens ånd, fundet mig en kæreste fra Chile! Udover hende er mine venner spredt ud over hele verden!

En dejlig mavefornemmelse!
UWC er bare noget helt specielt! Det kan ikke forklares hvis man ikke selv har været der!

Billederne jeg har tilføjet viser; Min kæreste og mig, et øjebliksbillede fra en vandretur i CR's bjerge, og et billede fra de fysiske rammer på skolen.